Det er de færreste dyr, som om dagen sidder frit fremme på vægge, lofter og gulve. De, der gør det, er til gengæld lette at få øje på, så det kan alligevel betale sig at starte med at se efter her. Måske kan man se møllarver på væggene, med kurs opad, på vej til et sted, hvor de kan forpuppe sig. Øverst kan man evt. finde møl-pupper og sovende møl. På fugtige vægge, hvor der vokser mikroskopiske svampe, kan der græsse husmider og støvlus og der kan leve skimmelbiller. Er væggene meget fugtige kan man finde snegle, bænkebidere og springhaler på dem.
Der er sjældent dyr midt ude på gulvet i arbejdstiden, men ligger der et støvlag på gulv eller andre vandrette flader, bør man ikke forsømme at se efter spor i støvet.
Er der ikke støv i forvejen kan man evt. forsøge sig med mel-metoden. Drys om aftenen, ved hjælp af en sigte, et tyndt lag mel eller talkum på gulvet. Om morgenen kan man så aflæse sportegnene fra diverse vandrende dyr fra støvlus til rotter. Sidebelysning med en lommelampe gør sporene lettere at se. Hvor sporet ender, vil dyret befinde sig. Ender det blindt, må det tilskrives et flyvende dyr.
Mange dyr er lyssky og foretrækker snævre, utilgængelige steder, hvor rester samler sig og hvor der er tilpas fugtigt, mørkt og varmt. Det gælder typisk for kakerlakker og sølvkræ. Sprækker ved fejelister, løse paneler, rørgennemføringer, gulvriste, bunden af vareelevatorer og hulrum i selve maskinerne er klassiske findesteder for den slags dyr. Ellers har man de bedste muligheder for at opdage dem når man, om natten, pludselig tænder lys i lokalet. I det hele taget er et vist overraskelsesmoment altid af værdi, når det drejer sig om dyr, der foretrækker mørke. Det kan give gode fangster når man kikker under og bag ting og inventar, som hurtigt og nemt lader sig flytte.
Til at jage dyrene frem fra gemmestederne er en aerosol med pyrethrin velegnet. Sprøjter man ind i mistænkelige sprækker med sådan et middel bliver dyrene konfuse og flygter – forhåbentlig – ud, hvor man kan se dem.
Man kan også selv skabe tilholdssteder, som er lette at kontrollere, altså en slags fælder. Lægger man en fugtig, let sammenkrøllet sæk på gulvet, og løfter den med et rask tag en eller to dage senere, er der mulighed for gevinst.
Mange insekter tiltrækkes i visse situationer af lys. Det gælder også for arter, som normalt er aktive om natten. Dem kan man ofte finde på ruderne eller i vindueskarmen. Lysarmaturer kan være givtige findesteder. Mange lampekupler virker simpelt hen som fælder for flyvende insekter.
Egentlige lysfælder, som efterses jævnligt kan afsløre, om der er kolonialmøl i lokalet. Bakker med vand, tilsat detergent, fanger de insekter, som af vanvare lander på overfladen.
Til løbende dyr, som kakerlakker, findes klæbefælder. Det er princippet papæsker, som indvendigt er påført en langsomt-tørrende lim. De dyr, som vover sig ind i dem, hænger fast, og man kan på den måde få et udtryk for, hvor mange der er, og hvor de færdes.
Ved et almindeligt eftersyn bør man selvfølgelig se efter muse- og rottehuller og ekskrementer. En lampe med ultraviolet lys kan i visse tilfælde afsløre gnaverurin og -hår. Frisk urin fluorescerer med en blåhvid farve, ældre urin lyser gult. Hår fra mus og rotter fluorescerer med en blåhvid farve.
Fælder og permanente depoter med muse- og rottemad, som hyppigt efterses, kan afsløre om der er gnavere i virksomheden.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"