Ingen dyr kan undvære vand, men nogle kan klare sig med det vand, der dannes ved stofskifteprocesserne. Langt de fleste landlevende dyr vil drikke vand når de har lejlighed til det. Det gælder både insekter og hvirveldyr. Den sorte rotte, for eksempel, behøver ikke at drikke, men den gør det gerne. Den brune rotte kan derimod ikke undvære vand og opholder sig altid i nærheden af en eller anden form for frit vand. Blandt insekterne er der adskillige arter, som kan leve og formere sig på ekstremt tørre steder. Melbiller kan klare sig i meget tørt mel hvor vandaktiviteten blot er 0,01 svarende til en relativ luftfugtighed på 1 %.
De insekter, som kan klare sig på meget tørre steder, har udviklet forskellige beskyttelsesforanstaltninger for at undgå at tørre ud. De kan have fordampningshæmmende barrierer i form af tykke, voksimprægnerede hudskeletter. Der kan være en rationel vandøkonomi, hvor det vand, der er medgået til fødens fordøjelse i tarmen og til udskillelse af overflødigt kvælstof, bliver resorberet og genbrugt. Åbning og lukning af åndehullerne alt efter om der er fugtigt eller tørt i den omgivende luft er også en metode. Endelig kan insekterne reagere på fugtigheden, eller rettere manglen på fugtighed, ved at opsøge steder, hvor deres fordampning svarer til det overskudsvand, de skal af med. En af konsekvenserne af sidstnævnte er for eksempel, at sultne rismelsbiller vil vælge at opholde sig i fugtigere luft end rismelsbiller, der har fået mad for nylig.
De skadedyr, der lever i levnedsmidler, reagerer ikke på varernes vandprocenter. Deres reaktioner i et lokale bestemmes af den relative luftfugtighed og i selve varen er det vandaktiviteten, de reagerer på. Mindre forskelle i vandaktivitet har ikke væsentlig indflydelse på udviklingstidens længde, men forskellene kan godt opfattes af dyrene og kan være bestemmende for hvor i en vare eller et vareparti, dyrene samler sig.