Man regner med at mennesket for omkring 10.000 år siden begyndte en egentlig jorddyrkning. Med denne fulgte en større produktion og en mere stabil levnedsmiddelforsyning fordi man kunne lagre korn fra høst til høst. Lagring af kornkerner i større mængder på samme sted betød nye og gode muligheder for de dyr, hvis naturlige levesteder og leveveje (nicher) hidtil havde været fugleredernes fødespild og gnavernes vinterforråd. De er jo i sig selv blot miniudgaver af de menneskeskabte lagre.
I resterne af grav-gaver fra Ægypten kan det ses, at man også for 5.000 år siden var rigeligt forsynede med kornsnudebiller, rismelbiller, brødbiller, kornkapucinere, savtakkede kornbiller, runde tyvbiller og tobaksbiller. Det er insektarter, som endnu lever i bedste velgående i vore dages lagre. Vore forfædre har muligvis haft et afslappet forhold til om der var dyr i maden, men på den anden side set har de ind imellem været nødt til at tage deres forholdsregler over for lagerskadedyrene, hvis de ville bevare blot en del af maden for egen mund.
I det gamle Ægypten og i Romerriget kendte man til opbevaringsmetoder, der var virksomme over for svamp og skadedyr i korn. Kornet blev anbragt i gruber i jorden. Den kuldioxid, som kornet dannede, fortrængte ilten og skabte derved den effekt, som man også i dag benytter sig af i gastætte siloer. Som fysisk beskyttelse mod insekter blandede man aske, salte eller simpelthen landevejsstøv i kornet. De skarpe partikler, der slider og ridser insekternes overhud, har bevirket dyrenes død på grund af vandtab gennem den beskadigede hud. Der blev også brugt kemiske midler i form af udtræk af olivenkerner, fra hø (kumarin), fra bynke m. m. til behandling af lagerlokalerne og deres umiddelbare omgivelser. Effektiviteten af disse droger har uden tvivl været ringe sammenlignet med nutidens kemiske bekæmpelsesmidler.
I middelalderens Europa synes i det mindste kornhandlerne at have fået forståelse for, at opbevaring af korn kræver lav temperatur og passende beluftning.
De kornlagre, som blev bygget dengang, var forsynede med køle- og beluftningssystemer, der var bl.a. lemme i tagene. I litteraturen fortælles om kornlagre, der rummede 400 år gammelt korn og om at kejser Karl den Femte i 1540 i Nürnberg lod sig servere brød, der angiveligt var bagt af mel fra 118 år gammelt korn.
Fra omkring 1120 til omkring år 1733 var skadedyrene med mellemrum genstand for en række kirkelige og verdslige retssager. Dyrene blev anklaget og dømt efter alle kunstens regler og de fik straffe, der kunne variere fra udelukkelse fra det kirkelige fællesskab til forvisning og bøder. En af de sidste af den slags processer fandt sted i Als ved Hadsund i året 1711. Borgerne i Als stævnede bl. a. rotter og mus for retten. De indklagede dyr fik tildelt en beskikket forsvarer og retten gik sin gang. Som forventet tabte dyrene sagen og blev dømt til at forsvinde i havet i løbet af 15 dage. Sidenhen fandt fiskerne mange døde rotter på pælene når de tilså deres bundgarn(!). Baggrunden for processerne var indlysende nok for den tids mennesker. De ønskede retfærdighed og søgte derfor hjælp hos de instanser, som kunne skaffe dem deres ret i situationer, de ikke selv kunne magte.