Lat: Acarus siro (vigtigste synonymer er Tyroglyphus farinae og Aleurobius farinae) – No: melmidd – Sv: mjölor, mjölkvalster – En: flour mite, forage mite – Ty: Mehlmilbe.
En hvid, oval mide med røde eller gule ben. Den bliver op til 0,65 mm lang. Det mest karakteristiske ved melmiden er at hannen har en stor, tornformet udvækst på første benpar. Melmiden er den almindeligste mide i fugtigt korn og fugtige kornprodukter, især mel og gryn, hvor vandprocenten er væsentligt over 13. Melmiden findes også i lagre af hø, halm, raps, frø og foderstoffer. Melmiden kan leve og formere sig i omgivelser, hvor fugtigheden ligger mellem 62 og 99 % RH og hvor temperaturen er mellem 4 og 32 °C. Den udvikler sig hurtigst ved 80-85 % RH og 21-27 °C. Optællinger viser, at i en melmidebestand i god vækst er en månedlig antalsforøgelse på 2500 gange det oprindelige antal ikke urealistisk. Til sammenligning kan den kastaniebrune rismelbille, som har rekorden blandt insekterne i hurtig bestandsudvikling, kun forøge sit antal med 70 gange om måneden. I korn og frø til udsæd beror skadevirkningen først og fremmest på, at melmiderne æder kimen, og uden kim ingen spiring. Fra et forbrugersynspunkt er de væsentligste argumenter for at undgå mange melmider følgende:
- Miderne er årsag til at aminosyre-nitrogen procenten bliver mindre. Ved at æde selektivt bevirker de en kvalitetsforringelse i en vare eller et foderstof.
- Melmider lugter. Dels har de et par rygkirtler, som giver en helt speciel stikkende lugt og dels rådner dyrene, nar de dør.
- Der er mange beretninger om dyr, der er blevet syge eller er døde af at æde mideinficeret foder. Polske eksperimenter med mennesker, der fik midret mad, viser at diarre er en typisk reaktion på midernes tilstedeværelse. Der er imidlertid nogle principielle vanskeligheder forbundet med at udrede midernes rolle i de sygdomme, der opstår i forbindelse med mideinficeret mad eller foder. Miderne lever jo sammen med mængder af bakterier og svampe, hvis betydning ikke bør undervurderes. Miderne kommer blot ind i billedet, fordi det er dem, man ser. I forbindelse med svinedødsfald herhjemme, hvor miderne har været under mistanke, har der aldrig været de store midemængder til stede, men oftere har der været møllarver og mølspind i foderet.
- Hyppig og eller massiv indånding af melmider kan give anledning til overfølsomhedsreaktioner. En del forskere mener i dag, at tidligere tiders invaliderende bager-astma ikke skyldtes melstøvet, men i virkeligheden har haft melmiderne som årsag.
Melmiden er en del af et artskompleks. Folk, der er allergiske over for melmiden vil sandsynligvis også reagere på dens nærtstående slægtning, Acarus farris og måske på husstøvmiden. Acarus farris lever i fugtig hø og halm i koncentrationer, der kan være større end 1 million pr. kg. Den er så nært beslægtet med melmiden, at de kan hybridisere og de har givetvis de samme allergener. Melmider bekæmpes enklest ved nedtørring – i korn og mel til under 13 % vand – eller ved kassation af varen. Giftgas tåles ret godt af melmidernes æg, så det er ikke anvendeligt til udryddelse af mider. Melmider i synlige eller lugtbare mængder bør næppe tolereres i noget levnedsmiddel.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"