Et insekt har alle de organsystemer, som vi kender fra os selv, men de er ofte bygget på en anden måde og de kan ligge andre steder i kroppen end vi er vant til. Hos insekterne ligger centralnervesystemet således langs bugen og hjertet langs rygsiden, altså lige modsat forholdene hos hvirveldyrene.
Tarmkanalen er i princippet et rør, der fører fra mund til gat. Et par store spytkirtlers udførselsgang udmunder i mundhulen. Føden passerer gennem spiserøret, som normalt er udvidet med en slags kro, der kan fungere som et reservoir for føde. Den bageste del af fortarmen er ofte udviklet som en muskelmave og rager et lille stykke ind i midttarmen, som en tragt. I midttarmen eller maven sker det meste af fordøjelsen ved hjælp af enzymer, der dannes af midttarmens celler. Midttarmen er adskilt fra endetarmen af en ringmuskel. I endetarmen resorberes fødens vandindhold. De såkaldte malphigiske rør svarer til vores nyrer. Det er fine kirtelrør, der optager affaldsstoffer fra blodvæsken og leder dem ud i endetarmen.
Transportsystemerne for næringsstoffer og ilt hører til de organer, som er meget anderledes end de tilsvarende hos hvirveldyrene. Insekternes blodvæske løber ikke i årer, men skyller frit rundt i krophulen. Hjertet er bygget som et rør af muskler, der sørger for en vis cirkulation i blodvæsken. Blodvæsken transporterer næring og hormoner rundt til legemets forskellige dele, men blodvæsken fordeler ikke ilten! Ilttransporten klares gennem et system af fine luftrør (tracheer), som fra åndehuller i overfladen leder ilten direkte til de organer, hvor den skal bruges, først og fremmest til hjerne og muskler. Kuldioxid og vand siver ud samme vej. Lufttransporten i rørene sker ganske overvejende ved diffusion, men nogle insekter hjælper på ventilationen ved at foretage pumpebevægelser med bagkroppen.
Det typiske insekt har et par åndehuller på hvert af de to bageste brystled og på de otte forreste bagkropsled. (Man kan for eksempel ikke drukne et insekt ved at holde dets hoved under vand). Åndehullerne er forsynede med filtre og med komplicerede lukkemekanismer, så de kan åbnes og lukkes efter behov. I tørre omgivelser kan de lukkes så insektet undgår et for stort væsketab gennem åndehullerne. Insekternes iltbehov veksler fra art til art og efter forholdene. Jo højere temperaturen er og jo mere aktivt insektet er, jo mere ilt er der behov for. Gennemgående kan insekter klare sig ved lave iltspændinger i lange tidsrum.
Et insekts nervesystem har præcis den samme funktion som vores. Hjernen befinder sig i hovedet lige over spiserøret og er forbundet med det nedre svælgganglie ved to nervestrenge, som ligger rundt om spiserøret. Fra svælggangliet strækker nervesystemet sig bagud i dyret, typisk i form af to nervestrenge, som forbinder et antal ganglier. De hunlige kønsorganer omfatter et par ovarier, hvor æggene dannes. Æggelederne forenes i en æggegang eller vagina. På æggegangen findes normalt en lille blindsæk, der fungerer som sædgemme. I denne optages sæden under parringen og herfra kan sæden siden hen afgives og befrugte æggene enkeltvis når de glider ud gennem æggegangen. I æggegangen udmunder også nogle kirtler, der kan afsætte et klæbende sekret på æggenes overflade. De hanlige kønsorganer består af et par testikler, hvor sæden dannes. Fra hver testikel fører en sædleder, som ofte er forsynet med en sædblære. Sædlederne forbinder sig i sædgangen, som udmunder i et parringsapparat, en penis.