De dyr, der ude i naturen tager sig af døde dyr, er studeret i forbindelse med retsmedicinske forhold, og af mere ordinær biologisk nysgerrighed. Der er en langtfra enkel sammenhæng mellem hvilke arter, der går på ådsler, hvad de spiser, den rækkefølge, de viser sig i og ikke mindst de ydre omstændigheder. En del af de naturlige ådselædere kan optræde som levnedsmiddelskadedyr.
1. Skadedyr i fugtige ådsler
Gedehamse opsøger døde dyr for at skaffe føde til larverne. Spyfluernes larver lever i friske ådsler i naturen, men lægger også gerne æg i vore kødvarer, der jo, ret beset, også er friske ådsler. Ostefluen kan anvende fugtig ost som erstatning for regulære ådsler. Det gælder også for spyfluerne, at såvel ost som ekskrementer kan anvendes stedet for ådsler. Mælk, som jo er en tynd suspension af dyrisk fedt og protein kan tiltrække almindelige stuefluer og spyfluer, når den bliver sur og osteagtig, og deres larver kan udvikle sig i mælkerester. Væskende sår og uplejede betændelser – også hos mennesker – kan friste spyfluer til at lægge æg. Faraomyrer henter gerne kød og kan gå i sår.
2. Skadedyr i tørre ådsler
Klannere (dog ikke khaprabillen), koprabiller, tyvbiller og forskellige møllarver spiller en stor rolle for den endelige nedbrydning af dyrisk væv. Andre dyr kan deltage i gildet idet dyrisk protein er et attraktivt fødeemne, også for dyr, der ellers er vegetarianere. Formalede produkter af dyrisk oprindelse (kødmel, benmel, tørret blod, tørmælk, æggepulver, ostepulver m. m.) angribes også af de ådselædere, der foretrækker tørre ådsler. Ofte overser man, at disse ting kan indgå i mange andre varer, som ikke umiddelbart leder tanken hen på tørre ådsler. Det gælder for eksempel kraftfoder til dyr, visse gødningsstoffer, suppepulvere o.l.. Dyrisk fedt i ren form (som smør) eller kunstigt plantefedt (som margarine) er ikke attraktivt for insekter og mider, men ædes gerne af mus, rotter og fugle.