Til de fleste formål vil en håndsortering eller en sigtning af en fraktion af varen være tilstrækkelig. I mere specielle tilfælde har man mulighed for at anvende teknikker, der tilpasses den enkelte vareart og de dyr, man forventer at finde.
Håndsortering
Der anvendes en metalbakke, hvis sider går mindst et par centimeter vinkelret op fra bunden. Bakkens bund og sider skal være hvidmalede, glatte og blændfri. Anbring en arkitektlampe, så den kan bevæges hen over bakken. Før der åbnes for prøven bør man have opsamlingsudstyret klar – en pincet eller pensel, samt petriskål eller lignende med låg. Når prøven åbnes er det hensigtsmæssigt at kaste et blik ned i denne for i givet fald at tage stilling til om man nu kan styre dyrene når de kommer ud på bakken. Alt for livlige prøver kan beroliges med et timelangt ophold i varmeskab eller dybfryser og kan siden hen betragtes uden risiko for spredning i lokalet. Varen spredes ud over bakkens bund i et tyndt lag således at mindst en tredjedel af bundens bemaling fortsat er synlig. Alt, der bevæger sig eller ligner dyr, samles op til nærmere undersøgelse. Pincetten er bedst til større insekter og larver. Små larver og biller, mindre end 3 mm, fjernes mest bekvemt med spidsen af en fugtet pensel. Er prøven kold, da lad lampen varme prøven op i bakken, medens man kigger. Det gør dyrene mere livlige og dermed lettere synlige. Fem minutters betragtningstid er ikke urealistisk. En del dyr kan – efter forstyrrelser – spille døde i nogle minutter. Små hvidlige dyr, for eksempel mider, ses nemmest hvis man ryster prøven let i en køkkensigte hen over et stykke sort papir i bakkens bund.
De fundne dyr kan betragtes i tør tilstand eller, hvis man vil dræbe og konservere dem, i sprit tilsat glycerin (3 dele 70 % ethanol til 1 del glycerol). Denatureret sprit er en nødløsning. De allermindste dyr gør sig bedst som mikroskopi-præparater.
Sigtning
Skadedyr i løsvarer kan koncentreres ved sigtning, hvor man enten fjerner deres substrat (for eksempel for at finde dyr, larver og spind i mel) eller man frasigter og fjerner den fraktion, der indeholder partikler af same størrelse som de dyr m.m., man forventer at finde. Når der anvendes almindelige analysesigter af metaltrådsvæv eller udstansede cirkulære huller bunden, vil de fleste arter af småbiller kunne passere 2 mm sigten. Til gengæld stopper 0,5 mm sigten alle biller og lader alle mider, der har betydning i levnedsmidler, passere. Sigteapparater med roterende sigtebevægelse – såkaldte slyngsigter – er anvendelige til findelt materiale og til grovere materialer, der kan bringes til at rulle. Til specielle sigteopgaver, hvor prøvens struktur ikke tillader rullebevægelser (for eksempel ved sigtning af hø) eller hvor mængden af slidstøv bliver for stor i slyngsigteapparatet, kan anvendes en vibrationssigte, hvor bevægelsen er op og ned og amplituden ringe. Til korn o.l., hvor man ønsker at sigte kilogramvis af materiale på kort tid og hvor man leder efter dyr af kornsnudebille-størrelse og derunder, har en frem- og tilbagegående sigtning i et frøsorteringsapparat med en 1,4/35 mm slitsigte vist sig effektiv. For disse former for sigtning gælder, at sigtetiden er mest effektiv i begyndelsen af sigteperioden, hvor der kommer flest dyr per vægtenhed støv. Forlænges sigtetiden ud over nogle få minutter vokser mængden af støv uden dyr proportionalt med tiden.
Berlese-metoden
Insekter og mider kan uddrives fra prøver ved hjælp af en varmekilde, der opvarmer og udtørrer prøven ovenfra. Dyrene vil flygte nedefter og havner på det trådnet, som understøtter prøven, hvorfra de falder ned i en opsamlingsbeholder med væske. Væsken kan være sprit-glycerin blanding, 4 % formalin, farvet mælkesyre eller blot vand, tilsat detergent. Metoden findes i mange forskellige modifikationer og fælles for dem alle er, at kun de mobile stadier havner i konserveringsvæsken. Æg, hudskiftestadier og døde dyr forbliver altså i prøven. Uddrivningstiden kan være lang (timer, dage, uger) og forlænges væsentligt hvis prøvens lagtykkelse overstiger et par centimeter. Dyrene forlader prøven i takt med at de steder, de opholder sig, bliver tørret ud. Hvis prøverne har forskelligt vandindhold vil de vådeste prøver afgive dyrene langsomst, så prøver der analyseres på denne måde er først, efter en ret lang uddrivningstid, sammenlignelige. Meget findelte prøver kan holdes oppe af et neutralt medium, der forhindrer prøven i at passere trådnettet i bunden.
Berlese-metoden er især god til mider, men når det gælder mider i korn er sigtning også en mulighed. Der kommer ganske vist meget støv, men til gengæld får man hurtigere et resultat. Trods sin langsomhed er Berlese-metoden populær til kvantitative undersøgelser. Dyrene opsamles meget rent, og selve proceduren ved analysen er af få minutters varighed. Hertil kommer at Berlese-metoden giver flere dyr end de fleste andre metoder.
Dyrkning
Man kan ikke altid se dyrene og få dem bestemt. I korn, ris o.l. kan larverne sidde skjult og har man tid til det, kan man gemme prøverne ved stuevarme eller lidt mere en måneds tid. Til den tid vil eventuelle larver være blevet større eller blevet til voksne dyr, som lettere lader sig påvise, tælle og bestemme. Det samme gælder for larver og frie pupper, som ikke umiddelbart kan bestemmes. Lad dem blive i det, de var i, og vent til de er blevet voksne. Dyrkning bør foregå i glas eller beholdere af svær plastic med ventilationsåbninger i toppen. Glassene henstilles i et lunt, ikke for tørt lokale, og tilses hver dag.
Farvning
Til påvisning af de “plugs” eller propper, som rissnudebiller og kornsnudebiller lukker deres æghuller med, anvendes syrefuchsin i eddike. Det giver en rød farve. En tilsvarende UV-metode anvender alkaloidet berberinsulfat, som giver propperne en gulgrøn fluorescens ved 366 nm.
Røntgenbilleder
Anvendes til konstatering af hulrum i korn, makaroni o.l., hvorved insektgnav og larver ses. Det kræver nogen øvelse at fortolke det, man ser.
Urinsyre-påvisning
Urinsyremængden i en vare er stort set proportional med mængden af insektfækalier. Den er altså udtryk for antallet af insekter og det stofskifte, de har haft i varen, og dermed også den eventuelle skadevirkning. I Indien har man vist, at ved stigende urinsyrekoncentration aftager brødkvaliteten, men der var også tale om større insektkoncentrationer end man normalt kommer til at opleve under danske forhold. I tør tilstand er urinsyre krystallinsk og stabil. I vandig opløsning har den et absorptionsmaximum ved 293 nm. Ved tilsætning af uricase, et specifikt enzym, aftager absorptionen og indholdet af urinsyre kan beregnes. I mangel på et UV-spektrofotometer kan man anvende en uspecifik, ikke-enzymatisk metode med phosphorwolframsyre, som måles ved 670-690 nm.
Kuldioxid-målinger
I en vare, der ikke selv ånder nævneværdigt, for eksempel tørt korn, vil insekternes ånding være mange tusinde gange større end åndingen fra en tilsvarende vægtmængde af varen. Metoden har været anvendt til kvalitetskontrol af korn med særlig henblik på kornsnudebillelarver inde i kernerne. CO2-malinger kan foretages med de traditionelle metoder. Til rutineundersøgelser er gaskromatografi nok det enkleste. Metoden kan næppe anvendes i kolde varer eller i kølige lagre, hvor insekternes respiration er meget lille.
Ninhydrin-smash
Kerner af korn eller ris passerer mellem to valser og knuses. På den ene valse medføres en strimmel ninhydrin-imprægneret papir. Knuste larvers kropsvæske indeholder frie aminosyrer, som ved kontakten med ninhydrinen giver farvede pletter på strimlen. I teorien virker metoden godt nok. I praksis er den besværlig. Det er vanskeligt at imprægnere en papirrulle ensartet med ninhydrin i acetone, papiret virker bedst når det holdes fugtigt under analysen og strimlernes holdbarhed er kun nogle få måneder.
Floteringsmetoder
Insekter og mider har i reglen en massefylde, som er under 1,2. Planteprodukter er ofte tungere – omkring 1,4. I væsker med passende massefylder vil dyrene altså flyde, medens varens øvrige dele (måske) synker til bunds. Som floteringsmiddel anvendes ofte NaCl- eller sukker- opløsninger. Organiske solvents er også velegnede især til varer, der – som mel – forklistres i vand. I visse floteringsmetoder benytter man sig af, at insekters hudskelet er lipofilt. Via en NaCl-fase tvinges dyrene op i en benzinfase, som så fjernes og filtreres. Man kan også benytte benzen, som fryses in situ og fjernes frossen til fordampning i en petriskål. I forbindelse med særlig omfattende kvalitetskrav, hvor man vil have det hele med, kan man anvende særlige “filth” metoder, hvor man for eksempel ved hjælp af sur hydrolyse, eller enzymatisk fordøjelse nedbryder varen eller blot vasker den grundigt med opløsende midler. Dernæst fortsættes med flotering og filtrering. Filtratet monteres på objektglas i et indlejringsmiddel. Indholdet kan bestemmes ved hjælp af særlige hår- og fragmentnøgler og resultaterne oplyses som antal muse /rottehår samt i tal, der er et udtryk for, hvad de fundne fragmenter svarer til, i hele insekter.
Tests baseret på dyrenes bevægelser
Selv om dyr kan gnaske temmelig højlydt har lyttemetoder ikke den store betydning. Forholdet mellem signal og støj er i de fleste situationer ikke tilfredsstillende.
Hvis man med hænderne tildanner en lille top af støv vil man, hvis der er mange mider i støvet, opdage at toppen flades ud i løbet af et kvarters tid. Et par nemme tests, der kan bruges på mel: (1) Hæld melet op i et cylinderglas og vent et par timer. Hvis der er mider til stede kan man se deres gange der, hvor melet er i kontakt med glassets sider. Miderne selv kan sandsynligvis ses på glassets inderside nær toppen, hvor der ikke er mel, og hvor miderne søger op, når de forstyrres. (2) En alternativ metode. Hæld melet ud i en bakke eller lignende. Glat overfladen ved hjælp af en paletkniv. Vent en times tid. Eventuelle mider og insekter i melet vil da vise sig som gange og andre ujævnheder på overfladen. Er der ingen ujævnheder, kan der selvfølgelig godt være dyr til stede alligevel, men næppe i så store mængder, at man ikke kan anvende melet til madlavning eller bagning her og nu.
Mikroskopi og mikroskopi-præparater
Når det gælder større dyr, kan man, med det blotte øje eller gennem en lup, se de vigtigste karakterer. Er dyrene mindre end 5 – 6 mm bør man også kigge på dem i et stereomikroskop med svag forstørrelse (en såkaldt stereolup). Det skal være forsynet med på-lys og helst med et zoom-objektiv. Med denne type objektiv kan man fastholde levende dyr i focus medens man ændrer på forstørrelsen. Forstørrelser ud over 4 x i zoom-objektivet og 10 x i okularerne er der ikke brug for da både skarphedsdybde og lysstyrke forringes væsentligt ud over 40 x samlet forstørrelse. I dagens priser må man regne med at skulle give mindst en halv snes tusinde kroner for et rimeligt godt lavtforstørrende mikroskop. Til meget små dyr skal der bruges en anden type mikroskop. Det er det højtforstørrende mikroskop med gennemfaldende lys. Det har en anden lysvej, er noget dyrere og kan, med olieimmersion, forstørre op til 1250 x. En rimelig arbejdsforstørrelse til mider og støvlus vil være 100-400 x. Skal man artsbestemme mider i levnedsmidler bør mikroskopet yderligere være forsynet med fasekontrast. Selv om mider, støvlus og andre bittesmå, blege dyr nemmest kan opsamles med gennemsigtig tape, der siden hen mikroskoperes, så er det dog en nødløsning. For at se de detaljer, som er nødvendige at se, for at kunne sætte navn på et dyr, må man altid lave et rigtigt præparat.
I en del sammenhænge, hvor man blot har et ordinært mikroskop til rådighed eller hvor man ønsker at tælle dyrene, kan det være hensigtsmæssigt at farve dem. Til det brug er koncentreret mælkesyre, farvet svagt rød med farvestoffet Lignin Pink, et godt middel. Dyrene skal opholde sig i denne væske i et døgns tid eller mere og gerne varmt, 50 °C. Herefter suges mælkesyren fra og dyrene, der både er blevet klare og rødfarvede, kan overføres til sprit – glycerol eller til Hoyers medium.