Nar man finder dyr i uåbnede pakninger kan forklaringen være, at de er kommet i sammen med varerne. Det er imidlertid også en mulighed, at de er trængt ind gennem emballagen enten på lageret, i butikken eller ude hos kunden. Men, lige meget hvor det er sket, vil forbrugeren uvilkårligt gøre producenten ansvarlig for dyrenes tilstedeværelse.
Det er altså ikke tilstrækkeligt at sikre sig at varen er fri for skadedyr når den forlader fabrikken. Man må også søge at beskytte den mod invasioner under oplagring og distribution, bl. a. ved en hensigtsmæssig indpakning.
Nogle insekter kan bide sig ind til varerne gennem emballage af papir eller plastic – kornkapucineren, tobaksbillen og korngnaveren – altså dyr, som ikke er særligt almindelige her i landet. Gnavhuller i emballagen skyldes hyppigere dyr, som indefra har gnavet sig ud. Møllarver vil ofte gnave sig ud af den pakning, de har levet i, inden de forpupper sig. Nyklækkede brødbiller kan gnave sig ud gennem emballagen gennem små, cirkelrunde huller, så den kommer til at se ud som om der var skudt med hagl på den.
Huller i indpakning kan også være forpupningsgnav. Flæskeklannere og andre klannere af slægten Dermestes vil gerne gnave sig ind i pap eller andre halvbløde materialer, for eksempel træ, inden de forpupper sig. Klannere, som måske har udviklet sig i et parti hundemad, kan på den made gøre sekundær skade på varepartier, som opbevares i nærheden.
Det er altså de færreste insekter, som kan gnave sig ind gennem indpakningen, men mange er i stand til at mase sig ind gennem små utætheder. Man har regnet ud at 3/4 af alle invasioner sker på denne måde.
Voksne insekter lægger tit æg ved sprækker eller huller i pakningerne, der, hvor duften fra varen siver ud. Nar æggene klækker kan de ganske små, aktive larver klemme sig ind gennem selv meget små sprækker. Invasioner af kolonialmøl, brødbiller og savtakkede kornbiller sker hyppigt på den måde. Metaldåser og glas med tætsluttende låg er vel de eneste emballager, som yder 100 % beskyttelse over for insekter og mider.
Hessian, bomuld, rayon og andre tekstiler beskytter dårligt, og ringere, jo åbnere vævningen er. De fleste af de skadedyr, som opsøger fødevarer kan klemme sig gennem maskerne eller finde tilstrækkeligt store huller ved lukning og sømme.
Tætvævede bomuldssække kan dog gøres næsten insektsikre i op til et halvt år når sømmene sikres med tape og stoffets overflade behandles med et insekt- afskrækkende middel med pyrethrin og piperonylbutoxid.
Papir og pap yder gennemgående bedre beskyttelse mod insektangreb end tekstiler. Tætte papiremballager beskytter mod de dyr, som ikke kan gnave sig ind, og yder nogen beskyttelse mod de mindre effektive gnavere, jo tykkere, jo mere. Savtakkede kornbiller kan måske trænge ind gennem et enkelt lag tyndt papir, men de vil sjældent kunne trænge gennem tykt papir. De svage punkter på papiremballagerne er gerne lukningerne, f.eks. syninger på papirsække. Pap, som yder en god beskyttelse mod de fleste skadedyr, har svage punkter, der hvor pakken er foldet og klistret. En kraftig tape ved lukninger og foldninger kan gøre en papemballage praktisk talt insekttæt.
Cellofan svarer i modstandsdygtighed nærmest til tyndt papir. Cellofanemballager ødelægges meget ofte af kakerlakker.
Fordelen ved plasticfilm er, at de normalt er lette at forsegle helt tæt, for eksempel ved varmesvejsning. En sådan, ubeskadiget, pakning yder en sikker beskyttelse mod alle de ikke-gnavende insekter. Metalfolier er mere modstandsdygtige over for de gnavende insekter end papir og plastic, men de er ikke insekt-sikre. Dyr som kornkapucinere og korngnavere går uden besvær gennem en aluminiumsfolie.
Ejendommelige fund af dyr i fødevarer, som f.eks. ørentviste i brændevin eller bænkebidere i et glas med hovedpinepiller, skyldes i mange tilfælde, at det pågældende dyr har forvildet sig ind i emballagen på lageret. Det er derfor vigtigt at kunne opbevare emballagen i lokaler, som kan holdes fri for invasioner af dyr udefra.