Lat: Carpoglyphus lactis – No: tørrfruktmidd – Sv: kryddkrämarkvalster – En: prune mite – Ty: Backobstmilbe
Hvidlig, med oval krop, omkring 0,4 mm lang. Munddelene er et spidst, konisk fremspring på kroppen. Hvert ben ender i en lille klo, som sidder på en hudlap. Sveskemiden forekommer på substrater, der indeholder sukker under bakteriel nedbrydning til mælkesyre, eddikesyre eller ravsyre. Typisk findes den i revner og folder i tørret frugt, især svesker og figner. Den kan også findes i honning i bi-boer.
Dens udvikling forløber over en række stadier ligesom hos de andre mider. Først æg, der hæftes til underlaget med en stilk. Dernæst et 6-benet larvestadium, to eller tre 8-benede nymfestadier og til sidst voksne hanner og hunner. Generationstiden er 9 dage under optimale betingelser, dvs. ved 25 °C og 85 % RH. En hunmide kan i løbet af 20 dage nå at lægge 278 æg og det forklarer, hvordan det er muligt for en sveskemidebestand at hundrededoble sit individantal i løbet af blot 16 dage. I sig selv gør sveskemiden ingen egentlig skade udover at tilsmudse det, den lever på, så det efterhånden bliver ulækkert og usælgeligt. Dens tilstedeværelse er imidlertid også et fingerpeg om, at substratet må indeholde rigelige mængder af ovennævnte bakterier og deres stofskifteprodukter, som også kan bevirke mærkbare ændringer i varens smag og konsistens.
Svesker kan holdes midefri når deres vandindhold er under 17 % og når de samtidigt beluftes godt i et rum hvor luftfugtigheden er under 50 % RH og temperaturen er mindst 20 °C. Sveskemiden formerer sig ikke ved temperaturer over 35 °C og formerer sig langsomst ved 5 °C. Ved 0 °C går formeringen sandsynligvis helt i stå.
En enkelt pakke tørret frugt kan måske reddes ved et ophold i dybfryseren i nogle dage, efterfulgt af grundig spuling med varmt vand og umiddelbar anvendelse straks efter behandlingen. Marmeladekogning med et konserveringsmiddel kan være løsningen når det gælder større partier sveskemideinficeret frugt. Sveskemider i synlige mængder vil næppe kunne accepters af forbrugerne.