Væggelusen er lyssky, og tilbringer det meste af sit liv skjult nær steder, hvor mennesker sover. Sulten driver væggelusen frem en gang om ugen. Det sker om natten. Den kan ikke lugte sig frem til sit offer, men går først og fremmest efter varmeudstrålingen. Den udvælger et passende, tyndhudet sted og borer snablen ind i en af de fine blodårer i huden.
Menneskevæggelusen foretrækker menneskeblod, men kan suge på andre dyr, for eksempel kaniner, rotter, mus og fugle. Der er stor forskel på folks følsomhed overfor væggelusebid. Nogle mennesker, omkring 10 %, reagerer overhovedet ikke, medens biddene hos andre svulmer op og giver kraftig kløe og ubehag.
Smitteoverførsel
I laboratorieforsøg er det påvist, at væggelus kan overføre forskellige sygdomme, men i praksis er den ikke under mistanke som smittespreder.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"