Insekternes æra startede for omkring 400 millioner år siden. Væggelusenes direkte forfædre de plantesugende tæger og rovtægerne, har man imidlertid først fundet som fossiler i ca. 300 millioner år gamle lag. Blodsugerne fik først muligheder da de varmblodede pattedyr og fugle kom på banen for ca. 200 millioner år siden.
Men hvornår er vi mennesker blevet belemrede med disse ubehagelige blodsugere?
Det kan man få en ide om, ved at studere hvilke andre slags dyr der er plagede af væggelus. Man kender i dag omkring 75 forskellige arter af væggelus. Mere end halvdelen af dem er først blevet kendt af videnskaben for relativt nylig. Det skyldes et omfattende indsamlingsarbejde foretaget af et hold zoologer fra Berkeley Universitetet i Californien, et arbejde der førte dem til klippehuler, til hule træer og til fuglereder på klippeafsatser over hele kloden.
Det viste sig at væggelus udelukkende er knyttet til flagermus og til visse typer fugle, og så til mennesker selvfølgelig. Det kan synes at være et mærkeligt udvalg, men det hænger godt sammen med deres særlige levevis. I modsætning til de ”rigtige” snyltere som f.eks. hovedlus, der tilbringer hele tilværelsen på deres værtsdyr, lever væggelusene ikke konstant på deres bloddonor. Når de ikke lige suger blod, opholder de sig altså ikke på, men i nærheden af værten. De kan altså kun klare sig hos dyr der har en permanent rede, et tilholdssted eller en bolig som de bliver ved med at vende tilbage til.
Alt tyder på, at flagermusene er væggelusenes oprindelige værtsdyr. Mere end halvdelen af alle væggelusearter er nemlig knyttet til flagermus, og blandt dem de typer som er mest oprindelige hvad angår deres udseende.
Det er nærliggende at forestille sig, at da nogle af vore forfædre for måske et par hundrede tusinde år siden, delte bolig med flagermus i klippehulerne, var der flagermusevæggelus som opdagede, at mennesker er gode ofre. De udviklede sig efterhånden til den art vi i dag kender som væggelusen, og som siden har fulgt os og tilpasset sig til et liv i de forskellige former for boliger vi har indrettet os i. (fig.xx)
I øvrigt kan man stadig opleve at blive bidt af rigtige flagermusevæggelus, hvis man deler bolig med en koloni flagermus.
Der er også et bud på, hvor i verden væggelusen har udviklet sig. Det må være sket i et varmt område. Væggelusen trives bedst ved temperaturer på mellem 25 og 28 grader C. og kommer man ned under 13 grader C. går deres udvikling helt i stå. Det må nok være sket her i den ”gamle” verden, for her kan man finde mere end 50 forskellige betegnelser for væggelusen, blandt andet på oldgræsk, medens man ikke har nogen oprindelige navne til disse dyr i de andre verdensdale.
Man konkluderer derfor, at vores væggelus har udviklet sig i de tørre, varme egne i Mellemøsten. I dag kan man træffe væggelusene overalt på kloden.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"