Sundhedsstyrelsen udsender med mellemrum en vejledning om hvordan man skal forholde sig ved lus på skoler og institutioner. Det offentlige sørger for information og for hjælp, hvor det er nødvendigt. Den lokale sundhedsplejerske er nøglepersonen. I det store og hele virker det godt, men der kan være problemer af forskellig art. Lusene opdages ofte hos børn på skoler og institutioner. Der bliver så sendt meddelelser rundt til de berørte hjem. Det kan give forskellige reaktioner fra forældre. Kollektivt står man over for problemer med lus, der kommer igen, muligvis fordi bekæmpelsen ikke samordnes. I de områder, hvor der er behov for mere effektiv lusebekæmpelse, tilråder Statens Skadedyrlaboratorium, at der foretages luseeftersyn på bestemte dage: De første mødedage efter sommerferien, efterårsferien, juleferien og påskeferien.
Luseeftersyn er en del af børnenes personlige hygiejne på linje med tandbørstning, hårvask og rene negle. Det er selvfølgelig forældrenes ansvar, at børn ikke møder i skole eller institution med lus i håret. Forældrene kan vælge at bede lærere, sundhedsplejersker m.v. om hjælp til denne opgave, hvis de ikke selv magter det. Om det offentlige på denne måde skal give en hånd med, er et politisk spørgsmål, der beror på hvordan man lokalt ser på luseproblemet.