Varmebehandling
Alle stadier af insekter er relativt sårbare over for høje temperaturer. Stiger den blot få grader over det optimale går udviklingen i stå og der opstår direkte skadevirkninger. Kommer man op omkring 50 grader C. virker varmen dræbende i løbet af kort tid. Varmebehandling er derfor en nærliggende bekæmpelsesmetode. Mindre mistænkelige effekter kan behandles i et varmeskab f.eks., blot en times tid ved 50 grader vil være tilstrækkeligt. Man skal selvfølgelig sørge for at tingene bliver gennemvarme i denne periode. Opvarmning af lokaler kan være en mulighed, her må man holde temperaturen på de 50 grader i mindst 12 timer, og være opmærksom på at dyrene om muligt vil søge tilflugt i kølige sprækker. Metoden er ikke problemfri, og man bør i alle tilfælde have temperaturfølere placeret på strategiske steder.
Kuldebehandling
Som nævnt er væggelusene følsomme over for lave temperaturer. Almindelig dybfrysertemperatur -18 til -20 grader C. dræber dem i løbet af 3-4 dage. Det er en rimelig metode til behandling af mindre partier af mistænkelige effekter, når man ellers har sikret sig, at de kan tåle denne behandling.
Ugiftige puddermidler
Diatoméjord og andre former for finkornet mineraljord har været brugt til insektbekæmpelse siden oldtiden. De ”gamle romere” blandede fint landevejsstøv i det korn som skulle oplagres. Diatoméjorden virker primært ved at ødelægge det vokslag som beskytter insekterne mod udtørring. Virkningen er relativt langsom, insekterne dør i løbet af en uges tid på grund af vandtab. Til gengæld beholder dette pudder sin virkning nærmest uendeligt, hvis det holdes tørt. Diatoméjord er velegnet til at behandle utilgængelige hulrum og sprækker der kan tjene som opholdssteder for insekterne.
Modificerede atmosfærer
Princippet består i, at man erstatter den almindelige atmosfæriske luft med en luft som er iltfattig og indeholder store mængder kvælstof eller kuldioxyd. Insekter kan ikke i det lange løb klare sig i en iltfattig atmosfære, men behandlingen kræver lang tid, ofte uger for at være effektiv, noget som kræver at metodenanvendes i helt tætsluttende beholdere. Væggelus er ikke særligt følsomme over for kvælstof, men kuldioxyd har en direkte giftvirkning ligesom varme og tryk kan nedsætte behandlingstiden væsentligt.
Biologisk bekæmpelse
Biologisk bekæmpelse hvor man aktivt udnytter skadedyrenes naturlige fjender, er en anerkendt metode overfor mange skadedyr i land- og skovbrug. Væggelusene har visse naturlige fjender, blandt andre støvtægen, men deres naturlige antal vil aldrig være sådan ,at de spiller nogen praktisk rolle , og udsætning af store mængder af disse rovtæger i danske hjem er selvsagt ikke en acceptabel metode til at holde væggelusene i skak.