Væggelus lever udelukkende af blod. Væggelusen foretrækker menneskeblod, men kan suge på andre dyr. Den er lyssky og tilbringer det meste af sit liv skjult i nærheden af de steder, hvor de potentielle bloddonorer tilbringer de mørke timer. Hvis den lever under optimale forhold vil sulten driver væggelusen frem fra sit skjul ca. én gang om ugen. Det sker om natten, og den finder ved hjælp af sanseorganer i følehornene, frem til sit offer ved at gå efter den kultveilte vi udånder og den fugtige varme fra vores krop. Den vil vælge et passende tyndhudet sted, hvor der ikke er alt for langt ind til blodårerne. Helst på blottede legemsdele, ansigt, nakke, arme og på fødderne hvis de stikke uden for dynen. Den søger nødigt ind under tøjet. Snablen er et ret kompliceret instrument (fig xx?). De to midtkæber er falset sammen så de danner to rør. Et tyndere hvor spytkirtlerne udmunder.
Spyttet som siver ned i såret under sugningen indeholder et stof der forhindrer blodet i at koagulere samt et lokalbedøvende middel. Det er selvfølgelig vigtigt, at sugningen kan ske uden at offeret mærker det. Gennem det lidt tykkere rør presse blodet op og ind i væggelusens fordøjelsessystem. Langs med dette dobbeltrør ligger et par nåleformede munddele der er egnede til at stikke og save igennem overhuden og ind til et passende blodkar. Hele dette system ligger beskyttet af en skede, dannet af insektets underlæbe, når det ikke er i brug. Det tager væggelusen mellem 5 og 10 minutter at fylde sig med blod. Så trækker den snablen til sig og folder den tilbage ind under hovedet. I gennemsnit vil den have tilbragt ca. 20 minutter på sin vært. Ved stuetemperatur kan en væggelus leve et par måneder uden at suge blod, ved 13 grader C. kan den overleve et årstid uden at tage føde til sig.
I forbindelse med fødeoptagelsen vil den ofte afgive sine sorte, blodholdige ekskrementer, som man så kan finde på sengetøjet.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"