Mistanke om hudparasitforrykthed

Beviserne er obskure

Der medbringes små pakker og breve, der angiveligt indeholder dyr, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være krummer, garnrester, hudflager, sårskorper, bussemænd m.m.

Hertil kommer mistænkeligt gangtøj og indbo, der heller ikke indeholder de påståede dyr. Der fremvises bare hudflader, især underarme, som kan være mere eller mindre forkradsede eller bære spor af forsøg på at operere dyrene ud.

Dog mangler de mærker af bid, som man normalt forbinder med insekter og mider.

Dyrene er usædvanlige

Det kan for eksempel være dyr, som bider skår af porcelænet, dyr, der skifter farve, form og egenskaber meget hurtigt (hvide dyr, der flyver og i næste øjeblik sætter sig fast til badeværelsesfliserne som små sorte prikker, der ikke kan komme af).

Det kan også være dyr, der borer sig ud gennem huden på underarmene, dyr, der gnaver huller i nyvasket tøj og i gamle plasticposer og frem for alt dyr, der gennem længere tid har modstået rigelige mængder insektgifte.

Heller ikke dyr, som er nye for videnskaben eller af eksotisk oprindelse mangler i disse vrangforestillinger.

Mærkes i håret

Der føles kløe og bid, samt fornemmelsen af, at noget kravler på arme, ben og ikke mindst i håret. Symptomerne kulminerer når personen er i ro.

Rengøringsmani

Ofte er behandling med insekticider samt rengøring i hjemmet vildt overdrevet. Det er skrappe sager, der anvendes på indbo og hud: lud, petroleum, sprit, salmiakspiritus, klorin o.l. og der pudres og sprøjtes med gift.

Er der hund eller kat får de deres del og hvis det er dem, mistanken falder på, er det ikke usædvanligt at patienten lader dem aflive hos dyrlægen.

Kvinder over 45

Det er fortrinsvis hos midaldrende og ældre kvinder, man ser symptomerne på hudparasitforrykthed. Hos mænd og yngre kvinder er sygdommen ikke så almindelig.

Smitteforestillinger

Patienterne giver ofte udtryk for, at de er blevet smittede ved en bestemt lejlighed, har fået smitten fra bestemte personer eller husdyr, fra snavsede lagner m.m. Man er overbevist om, at man selv kan smitte andre, bekymrer sig meget om at undgå at smitte sin nærmeste familie og tør ikke gå ud blandt andre.

Frem for alt må naboer og venner ikke opdage, at man er smittebærer. Dyrene kan i øvrigt godt smitte, men på et andet plan. Det hænder hos personer der lever sammen, at den syge får tvunget den raske ind i sit univers hvorefter de begge bekræfter hinanden i vrangforestillingerne. Fænomenet kaldes “folie á deux”.

Mangler i logik

Den syge kan drøfte sin egen situation mere eller mindre fornuftigt, men kan ikke ved logiske argumenter overtales til at fravige den opfattelse, at der er tale om dyr.

Typisk er bemærkningen: Jamen, når det ikke er dyr, hvorfor bider de (dyrene) mig så. Den korrekte opfattelse, at der er tale om en psykisk sygdom vil patienten overhovedet ikke acceptere og vil selvfølgelig heller ikke søge psykiatrisk hjælp.