Humlebier

Vi har en halv snes arter af de gennemgående store, kraftige og lodne humlebier (slægten Bombus) her i landet. I modsætning til honningbierne lever et humlebi-samfund kun en sæson. Hen på efteråret dør alle arbejderne og den gamle dronning.

Det er nogle unge dronninger, som – efter at have parret sig – går i dvale og redder slægten gennem den kolde tid. Tidligt næste forår kommer de frem og finder passende steder at grundlægge de nye samfund.

De fleste humlebier bygger deres rede i jorden, i en forladt muserede eller mellem sten i et stendige. En tom mejsekasse, en hulmur, en krybekælder eller en isoleringsmåtte på et loft kan også bruges.

Reden fores med tørre plantetrævler, med mos eller hår, og arbejderne bygger brunlige vokskrukker, der bruges til ynglen og til forråd. Samfundene bliver ikke ret store, højst 4-500 medlemmer.