Honningbier bruger udelukkende brodden som forsvarsvåben. Den er forsynet med modhager og bliver ofte, sammen med giftsækken, siddende tilbage i offeret. Det dør bien af, men brodden kan blive ved med at afgive gift.
Der er omkring 0,1 mg gift i et enkelt bistik, og skal den rene giftvirkning være farlig for et voksent menneske skal der nok 2-3000 stik til på en gang. Tilfælde med dødelig udgang skyldes næsten altid overfølsomhedsreaktioner overfor et eller flere af de proteinstoffer, som findes i giftvæsken, eller stik i halsen, som kan medføre kvælning.
Bi- og gedehamsegift minder i sammensætning og virkning om slangegift, men allergenerne i dem er ikke ens. De honningbiracer, vi holder her i landet, har været husdyr generation efter generation og er gennem avlsarbejde gjort uhyre fredelige. De meget omtalte “dræberbier” er en krydsning mellem europæiske bier og en afrikansk type, som man fremavlede i Sydamerika for at få en mere robust og aktiv bi. Desværre er de samtidigt meget aggressive, og svære at have med at gøre, men historier om at de opsøger og overfalder dyr og mennesker er overdrevne.
Hvad skal man gøre ved stikket?
Brodden skal fjernes, men forsigtigt, så der ikke presses mere gift ud af giftsækken. Det kan gøres ved at stryge den sidelæns af med en lommekniv.
Bistik gør ondt, men er normalt ukomplicerede. Der er næppe nogen af de gængse husråd: Salmiakspiritus, sukker, udsugning, vejbredblade, pibesovs osv., som har mere end en psykologisk virkning. Hvad man end gør, bør man holde øje med den, som er blevet stukket. Er der optræk til svimmelhed eller kvalme bør man søge læge. Det samme gælder ved stik i mund eller hals, hvor slimhinderne kan svulme op og give åndedrætsbesvær.
Folk, som har udviklet en sådan grad af overfølsomhed overfor bigiften, at blot et enkelt stik kan være livstruende, kan behandles forebyggende, ved vaccination. Behandlingen er langvarig, så man skal begynde i god tid inden bisæsonen.