Hunde, katte og kaniner har hver deres egen pelsmide-art. Tidligere betragtede man dem som en art (Rovmiden Cheyletiella parasitovorax). De kendes fra hinanden bl.a. på formen af et sanseorgan på forbenene. Artsbestemmelse bør dog overlades til specialister og bliver kun aktuel i de tilfælde, hvor man finder løsgående eksempler uden at værtsdyret kendes. Til dagligt brug kan man gå ud fra, at pelsmider, der findes på kat er kattepelsmider, på hund hundepelsmider og på kanin er det kaninpelsmider.
Hundepelsmiden, Cheyletiella yasguri
Hundepelsmiden er så godt som altid årsag til hudsygdom hos de hunde, der har den. Den ses fortrinsvis hos hvalpe og unge hunde. Vi gætter på, at mindre end 1 % af de danske hunde har denne snylter i pelsen. Mennesker kan blive bidt ganske voldsomt af hundepelsmiden. Enkelte tilfælde har ført til hospitalsindlæggelse. I en engelsk undersøgelse af 102 pelsmideinficerede hunde viste det sig, at ejerne i 83 tilfælde havde symptomer på cheyletiellosis.
Kattepelsmiden, Cheyletiella blakei
Kattepelsmiden er ikke så almindelig som hundepelsmiden herhjemme. I U.S.A. og England er den fundet hos hhv. 0,2 og 2,7 % af tamkatte. Det er sjældent, at katte med pelsmider lider synligt under det. Fra sådanne, næsten symptomfri katte kan miderne gå på kattens kontaktpersoner og give disse en cheyletiellosis, der ikke er mindre generende end den, man får fra hundepelsmider.
Kaninpelsmiden, Cheyletiella parasitovorax
Kaninpelsmiden er i udlandet fundet hos 50-100 % af såvel tamme som vilde kaniner. Kaniner er sjældent generede af deres pelsmider. Kaninpelsmider kan bide mennesker, men det sker næsten aldrig fordi de sjældent har lejlighed til det.