Det hører til sjældenhederne at finde en ensom væggelus, når det ikke lige drejer sig om et individ der har vovet sig frem for at søge efter blod. De har en udtalt trang til at klumpe sig sammen.
Har man fundet et af deres tilholdssteder, og har det været i brug i længere tid, vil man finde et virvar af voksne af begge køn, nymfer, tomme hudskeletter, æg og tomme æggeskaller og så de sorte, blodholdige ekskrementer.
Sammenholdet skyldes dels, at de søger kropskontakt med hinanden, men især at de afgiver en duft -igen et feromon- som virker tiltrækkende på artsfællerne. Det er det samme duftstof som leder dem tilbage til gemmestedet når de har været ude på jagt efter blod. Lugten er ikke behagelig i vores næsebor. Johannes V. Jensen overdriver ganske vist, når han i en af sine ”Myter” skriver : ”En enkelt kunne lugte som en verden af fusel og fattigdom, Pjaltenborg rygende ud af tagstenene af skarn og brændevin”. En mere nøgtern beskrivelse er at lugten minder om rådnende hindbær. Man har med stor succes visse steder i verden, brugt såkaldte væggelushunde, der var trænede til at lugte sig frem til væggelusene.
Hvor holder de til?
Som beskrevet kommer væggelusene kun frem når det er mørkt, og man kan ikke mærke deres bid, så der skal held til at overraske en væggelus udenfor dens gemmested.
Kort beskrevet vil man finde væggelusene i snævre revner og sprækker i nærheden af sovestederne. Sengen alene frembyder et væld sprækker, og drejer det sig om en af de typer der står direkte på gulvet, uden ben, er der gode gemmesteder under den. Også i madrassen er der tilholdssteder, ved syninger og knapper. Væk fra sengen er sprækker ved fodpanelerne et yndet tilholdssted, men man kan også finde væggelusene i samlinger i sengemøbler, bag løst tapet og bag malerier og plakater
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"