Lusebid

En lus, der skal suge, anbringer sig med kroppen vinkelret på huden. Fra munden kommer et kort rør til syne. Det har mange små og skarpe kitintænder i spidsen. De fungerer som modhager når lusens hoved forankres til huden. Dernæst skyder tre lange, elastiske stave frem gennem røret og ind i huden.

Mellem stavene dannes en trekantet kanal, der fører spyt frem til det sted, stavene har ramt. Lusen suger blodet ud ved hjælp af en muskelpumpe i svælget.

Lus suger blod mindst to gange i døgnet og gerne fem gange. Ved stuetemperatur kan lusene kun overleve i to døgn uden at få blod.

De grådigste, hunnerne, indtager op til 1 mg blod pr. måltid. På den baggrund er det klart, at værtens blodtab er meget ringe – selv når der er mange lus. Blodet fordøjes i tarmen. De ufordøjede blodrester kommer ud som ekskrementer.

Det er små, tørre og mørke klumper, der hænger sammen i korte kæder. Når stærkt inficerede mennesker går i lyst tøj kan lusenes ekskrementer ses som fine, sorte korn på nakke og skulderparti.

Virkningerne af lusebid

Biddet fremkalder en lille rød plet, der ikke klør. Den forsvinder efter nogle timers forløb. Efter et meget stort antal bid – over 10.000 – begynder det for alvor at klø.

Det er ikke blot de nye bid, der klør, men også de gamle, som man i begyndelsen ikke bemærkede. Sammen med kløen kan der komme rødfarvning af huden og vabler – en slags nældefeber.

Ubehandlede lusetilfælde giver i løbet af et års tid nogle uspecifikke, sekundære symptomer: Ømhed i kroppen, træthed, uoplagthed, manglende koncentrationsevne o.l.

Englænderne har et særligt udtryk for det: “to feel lousy”. I dag anvendes udtrykket mest humoristisk, for eksempel om en persons tilstand dagen efter en druktur eller et slagsmål, men det refererer egentligt til hvor ubehageligt, man har det, når man har haft lus længe.

Smitteoverførsel

Der er ikke noget, der tyder på, at hovedlus kan overføre smitstoffer fra en person til en anden. Lusenes tarmindhold er sterilt og de infektioner, man får ved kradsning, skyldes ikke primært lusene.

Om forfatterne til ovenstående indhold fra bogen:
Væggelus, stik og kløe

Henri Mourier
Cand.scient i biologi fra Københavns Universitet (1955 - 1962).
Ledende biolog hos Statens Skadedyrslaboratorium (1962 - 2000).

Forfatter til bøger og artikler:
- "Skadedyr i Hus og Hjem"
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Husets Dyreliv"
- "Skadedyr i Træ"
- "Stuefluen"

» Læs mere om Henri Mourier på Pestium.dk
» Læs mere om Henri Mourier på Wikipedia.org 

Thorkil E. Hallas
Cand.scient i biologi på Københavns Universitet.
Zoolog på allergiklinikken på Rigshospitalet (1998 - 2011).

Forfatter til bøger og artikler:
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"

- "Bekæmp miderne rigtigt"
- "Husstøvmide-allergi"
- "Lopper"
- "Hundepelsmider - lille årsag, stor kløe"

» Læs mere om Thorkil E. Hallas på Pestium.dk