De fleste myg kan lægge enkelte æg selvom de ikke får en eneste dråbe blod. De udnytter blot deres reservenæring eller modner et hold æg på bekostning af deres flyvemuskler. For at kunne udnytte sine æglægningsmuligheder fuldt ud vil hunmyggen søge at få sig nogle måltider blod. Myggesnabelen består af 7
forskellige borende og skærende dele og hele systemet er meget bøjeligt, så det kan søge frem i huden til en af de fine blodårer. Selve opsugningen sker gennem overlæben, som lukkes og bliver til et rør ved at den såkaldte spytklinge lægges op imod den. Den hule spytklinge bliver boret ind sammen med de andre munddele, og gennem den spytter myggen ned i såret.
Hvordan myggen finder sit offer
Det er i første omgang den kuldioxid, vi ånder ud, der gør myggene opmærksomme på en mulig bloddonor i nærheden. Kuldioxiden øger imidlertid kun myggenes søgeaktivitet, og virker ikke direkte tiltrækkende på dem. Man har ment, at det skulle være bestemte duftstoffer fra huden, som tiltrak myggene (mælkesyre o.l.) men det kan ikke påvises med sikkerhed. Nyere undersøgelser viser, at det måske er den varme og fugtighed, vi udstråler, som leder myggene til os.
Myggetække
Når der er forskel på folks myggetække, skyldes det bl.a., at der er forskel på hvor meget varme og fugt, vi hver især afgiver. I undersøgelser af forskellige personers myggetække har det vist sig, at de individuelle forskelle er ikke nær så store, som det opfattes. En del af forklaringen kan være af psykologisk art. Nogle mennesker føler sig simpelthen forurettede, når der er myg i nærheden, og opfatter det, som om alle nabolagets myg udelukkende er ude efter deres blod. Men forskellene skyldes nok også, at biddene virker forskelligt på os.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"