Smitte

Hovedlus smitter ved kontakt direkte mellem menneskehoveder. Andre smitteveje er meget lidt sandsynlige. Man ved ikke i hvilken fase af et luseangreb lusene smitter mest. Biologisk set er det logisk, at lusene smitter så hurtigt som muligt når de har etableret sig på et hoved og når de er flest.

Vi selek­terer jo i virkeligheden på de lus, der er dygtigst til at smitte i tiden inden de bliver opdaget (og bekæmpet). Måske er smittefasen allerede forbi når lusene selv gør opmærksom på deres tilstedeværelse. Indtil vi ved mere om det, vil lusene fortsat være en “hovsa-oplevelse”, hvor man behandler de smit­tede så snart lusene opdages.

Man kan selvfølgelig undgå smitte ved at lade sig klippe næsten skaldet, ved at undgå andre men­nesker og ved til stadighed at behandle håret med insektgift. Det er dog løsninger, der ikke står i rimeligt forhold til lusenes ringe farlighed.

Løse lus

Lus kan af og til drysse af og dukke op andre steder, men det drejer sig næsten altid om individer, der på grund af sygdom eller alder, har sluppet grebet om håret. Disse lus kan ifølge sagens natur ikke smitte.

Løse æg

Hår med levende luseæg kan også falde af i omgivelser­ne. Risiko for, at luseæg, der havner på gulv eller indbo, klækker, at de unge lus finder et hoved inden de dør af sult eller udtørring, lever til de bliver voksne og finder sig en partner af modsat køn på det samme hoved, er så lille, at man i praksis godt kan se bort fra denne smittemulighed.

Af samme grund er der ikke mening i at sprøjte, pudre eller gasse lokaler og indbo mod hovedlus.