Alle fugle og pattedyr har forskellige former for nedarvede adfærdsmønstre, som skal tjene til at holde generende insekter i skak. Når vi per refleks klasker det dyr, der kravler i nakken, uden først at undersøge om det kan stikke eller bide, er det uden tvivl en medfødt reaktion.
Mange mennesker betragter smådyr af enhver slags med mistro, væmmelse eller frygt. Der er imidlertid ikke noget som tyder på, at vi har en nedarvet frygt for småkravl som sådan. Vi fødes snarere med et beredskab, et program, som gør det muligt for os at kende og huske de dyr, vi har ubehagelige oplevelser med eller som vore omgivelser reagerer negativt på – så vi kan undgå dem i fremtiden.
For bedre at forstå folks holdning til smådyrene er der foretaget omfattende spørgeskemaundersøgelser i U.S.A. De viser, at flere end 80 % syntes at det er ubehageligt at have insekter i huset, også selvom det drejer sig om helt harmløse dyr som sølvkræ, og at hvert tyvende menneske direkte er bange for smådyrene.
Undersøgelsen viste også, at ubehaget er mest udbredt blandt kvinder, samt at tolerancen bliver større jo bedre uddannelse man har. Det sidste er opmuntrende, for det viser, at jo mere man ved om dyrene, jo mere tolerant bliver man overfor dem.
De mennesker (naturfolk og entomologer f.eks.) der tager sig god tid til at lære dyrene at kende, har i reglen et afslappet forhold til småkravlet. De tager deres forholdsregler overfor de generende dyr og glæder sig over den spændende frodighed i naturen, som smådyrene jo også repræsenterer.
Man kan måske få en bedre livskvalitet ved at lære smådyrene bedre at ende. På den anden side er det ikke overkommeligt at vide noget om alle dyrene. En fornuftig løsning på det problem er at lære sig lidt om de få generende arter, der lever her i landet, og så betragte de øvrige med nysgerrighed og undren.