Kropslusen, Pediculus humanus corporis, ligner hovedlusen. De forskelle, der skiller den fra hovedlusen, er små og usikre. Selv specialister kan have svært ved at skelne mellem de to underarter. Kropslusen lægger æg i det tøj o.l., vi bærer på kroppen. Man kan godt gå ud fra, at lus i tøjet er kropslus.
Kropslus kan være hyppige hos dårligt forplejede soldater, flygtninge m.v. Under danske, nutidige forhold er kropslus sjældne. De ses af og til hos vagabonder og andre dårligt stillede, som kun bruger et sæt tøj, der aldrig bliver vasket i varmt vand. Kropslusebid ses tit grupperede på huden ud for tøjets sømme, hvor lusene foretrækker at være. Bidsymptomerne er de samme som ved bid af hovedlus. Hvis kropslusene har været der længe kan ses generelle hudfortykkelser og gråfarvning af huden. Fænomenet kaldes “vagabondhud”. Kropslusene kan overføre en række febersygdomme, men ingen af dem er almindelige i vores del af verden.
Bekæmpelse
Hele kroppen behandles med Permethrin shampoo, som ved hovedlus. Pudring af tøjet med insektpudder kan være hensigtsmæssigt. Tøjet kan også kasseres, vaskes i meget varmt vand, lægges en uge i dybfryseren eller renses kemisk.