Hunde kan have to forskellige slags lus. Den ene er en blodsugende art, og den anden er en pelslus.
Hundelusen, Linagnathus setosus
Hundelusen suger blod på samme måde som menneskelusen. Den lever hos hunde og ræve og bider aldrig mennesker. Hundelusen bliver op til 2 1/2 mm lang. Æggene er l mm lange og sidder limet fast til enkelthår eller bundter af hår. Dens bid fremkalder kløe og giver små sår og rødmende udslet I huden. Lusen holder især til omkring øjne og ører, samt på bryst, ryg, flanker og omkring haleroden. Hundelusen er ikke almindelig her i landet. Hvis hunde har denne lus har de ofte pelslus på samme tid.
Hundens pelslus, Trichodectes canis
Hundens pelslus ses hyppigere end hundelus. Den er ikke en rigtig blodsuger, men lever alligevel af blod. Den bider hul på huden og drikker det blod, der viser sig i såret. Hundens pelslus bliver op til 1,7 mm lang og har et stort, afrundet hoved. Den holder til på hundens hoved, hals og ører. Hos velplejede, velnærede hunde er hundens pelslus sjælden.
Fælles for de to slags lus er, at de limer deres æg fast på hår helt inde ved huden. Der er tre ungdomsstadier, samt hunner og hanner. Æggene klækker i løbet af en god uges tid, men ungdomsstadierne varer længere end hos menneskelus, 2-4 uger. Den samlede udviklingstid fra æg til æg bliver da 3-5 uger. Mistanke om lus fås når hunden klør sig mere end sædvanligt. Kig i så fald pelsen efter for lus og luseæg.
Bekæmpelse
Da alle stadier er på hunden sker bekæmpelsen ved at fordele en insektgift i pelsen. Man kan nøjes med to behandlinger med få dages mellemrum. med et af de utøjsmidler, der må bruges mod utøj på hunde.