Væggelusene er omtalt i græske skrifter allerede 400 år før vor tidsregning, Aristoteles nævner dem senere, og i et værk af Plinius fra år 77 hævder han, at de blandt andet kan bruges til behandling af slangebid .I Tyskland hører man første gang om dem i 1100 tallet og i Frankrig omkring år 1300.
Her til Danmark kommer væggelusene i løbet af 1600 tallet, med rejsende måske pilgrimme, sydfra. De blev hurtigt almindelige, de fik mange populærnavne og der knyttede sig snart megen overtro til de anmassende gæster. Væggelus er det dominerende navn i dag, men sengetæge, væggetingest , væggetæge og væggedyr har været brugt. Hertil kommer navne der skyldes den tro, at hvis utøj nævnes ved dets ”rigtige” navn, især hvis det sker omkring jul og nytår, så bliver plagen værre. Man kaldte dem derfor blandt andet ”de røde”, høns eller tapetflyndere for at undgå tabuordene. Et af de mere underlige råd til at undgå væggelus stammer fra Lendum i Vendsyssel og går ud på, at har man et menneskekranium fra en grav i stuehuset så får man aldrig væggelus. Det hed sig også, at væggelusene blev fordrevet af lugten fra et får, så i visse egne have familien et får stående i en tom alkoveseng berettes det af H.P. Hansen i ”Om renlighed i gamle dage” fra 1928.
Lad os med det samme slå fast,at væggelus ikke direkte har noget med hygiejne at gøre. Blot der er adgang til blod er de ligeglade med om der er rent eller snavset i huset.
I 1930érne blev der for alvor sat ind over for væggelusene. For at begrænse spredningen stillede mange kommuner og ejendomsselskaber krav om væggeluseattester, når folk flyttede fra en lejlighed til en anden. Lejligheden og bohavet blev undersøgt af en desinfektør, der hurtigt fik kælenavnet ”kammerjæger”, og blev der fundet væggelus skulle de bekæmpes før man fik tilladelse til at flytte. Det medvirkede til, at man fik problemet nogenlunde under kontrol, og da man efter 2 verdenskrig fik effektive syntetiske insektgifte i hænde, DDT blandt andre, blev væggelusene hurtigt sjældne dyr i danske hjem. Antallet af tilfælde lå længe på et lavt og nogenlunde konstant niveau, men i tiden fra 1968 og fremefter kunne man konstatere en jævn stigning i antallet af problemer med væggelus. Det blev forklaret med den stigende rejseaktivitet og med det ret store antal gæstearbejdere der kom fra lande med et varmere klima hvor væggelusene var mere almindelige end her. Problemerne blev holdt nogenlunde i skak, først og fremmest ved hjælp af de nyudviklede syntetiske insekticider indtil væggelusene i løbet af den seneste snes år er blevet stadig sværere at kontrollere, ikke bare her i landet, men overalt hvor de forekommer.. Den vigtigste forklaring er uden tvivl den stigende resistens hos væggelusene over for de bekæmpelsesmidler man har tilbage.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"