Der har eksisteret kakerlakker, som fuldstændig ligner dem vi møder i dag, i mindst 250 millioner år. Deres levevis har sikkert også været nogenlunde som de nulevendes, bortset fra at der skulle gå ca. 250 millioner år, før den første kakerlak fik mulighed for at spise krummer i et køkken.
Det er kun ganske få medlemmer af denne gamle insektfamilie som er med til til at give kakerlakkerne deres dårlige ry. Langt de fleste af de mere end 4000 forskellige slags man kender lever i det fri, og har så lidt at gøre med mennesker som muligt.
Vi har også et par arter af udendørs kakerlakker i Danmark, små, nette dyr der kan findes i skove og klitter.
Kakerlakker er helt overvejende tropiske dyr, og vores køkkenkakerlakker er da også varmekrævende og findes ikke i den danske natur. Det er først i løbet af de sidste par hundrede år de har fået fodfæste på vores breddegrader, tidligere var vores boliger gennemgående for dårligt opvarmede.
Den tyske kakerlak har intet specielt med Tyskland at gøre, men Carl von Linné som navngav den Blatella germanica må åbenbart have ment det.
Det første tegn på at man har kakerlakker i huset vil normalt være, at der piler nogle ret store, lidt fladtrykte dyr med lange ben og meget lange følehorn i skjul, når man en nat tænder lys i køkkenet.
Den voksne tyske kakerlak er godt en cm lang, brunlig med to mørke striber på brystskjoldet. Den har et par flyvevinger under dækvingerne, men benytter sig uhyre sjældent af dem.
Efter parringen lægger hunnen æggene i en særlig kapsel. Den er inddelt i 30-40 små rum der indeholder et æg hver. Mange arter smider kapslerne, men den tyske kakerlak bærer rundt med den, stikkende ud af kønsåbningen, lige til de små unger er modne til at myldre ud. Ungerne er vingeløse og forholdsvis bredere og mørkere end de voksne. De udvikler sig gennem 6-7 nymfestadier, og ved 30 grader C. kan de blive fuldvoksne på to måneder. Er temperaturen nede på 21 grader C. er de omkring et halvt år om det.
Kakerlakker er selskabelige dyr, og man finder dem normalt mange sammen på de steder hvor de gemmer sig når det er lyst. Det er bestemte duftstoffer som dannes i kirtler i tarmen, og udskilles med ekskrementerne, som tiltrækker dem til hinanden, og som de opfatter ved hjælp af sanseorganer i følehornene. Man har påvist, at en ensom kakerlak-unge trives dårligt og vokser langsommere end når den har selskab. Tilsyneladende stimulerer de små kakerlakker hinanden på en eller anden måde.
De tyske kakerlakker trives bedst på varme, fugtige steder med adgang til vand. Det vil sige at typiske tilholdssteder vil være bag vaskemaskiner og bageovne og i sprækker bag andre varmegivere.
Spredningen sker her i landet overvejende passivt, med varer og emballage, men de kan også let brede sig i en ejendom via gennemføringer til varmerør, el. og ventilation
Kakerlakker kan beskadige fødevarer ved at gnave af dem, ved at forurene med deres ekskrementer og ved den ubehagelige lugt kakerlakker har.
Endelige kan de overføre smittekim til varerne, noget som dog næppe er af større betydning her i landet, i forhold til andre smitteveje.
Men hvorom alting er, vil man i alle tilfælde bekæmpe kakerlakkerne så godt man kan, og i fælleskøkkener og levnedsmiddelvirksomheder er man forpligtiget til at gøre det.
Deres store formeringspotentiale og skjulte levevis gør dem vanskelige at bekæmpe, og lettere bliver det ikke af, at kakerlakkerne hører til de insekter der hurtigt udvikler resistens mod de bekæmpelsesmidler der bringes på markedet.
Konstaterer man kakerlakker i en lejlighed i en beboelsesejendom risikererman at sprede kakerlakkerne, hvis man kun behandler lokalt. Der skal en strategi til, og som et minimum skal de tilstødende lejligheder undersøges og behandles om nødvendigt.
I de fleste tilfælde bør man alliere sig med et professionelt firma med forstand på skadedyrsbekæmpelse, da kakerlakker som sagt kan være en vanskelige at udrydde, og helt kommer vi aldrig af med dem.
Orientalsk Kakerlak
Her i landet er der orientalske kakerlak (Blatta orientalis) ikke nær så almindelig som den tyske. Den er større, bliver 2,5 cm lang og er lakskinnende sort. Dækvingerne er meget små hos hunnen, medens de hos hannen dækker næsten hele bagkroppen. Dens levevis er i store træk som den tyske kakerlaks, men den kræver højere temperaturer for at trives. En vigtig forskel er, at hunnen ikke bærer rundt med ægkapslen, men anbringer den på et mørkt beskyttet sted. Den revner efter et par måneders forløb og de små nymfer kommer frem.Det vil sige, at der kan dukke nye kakerlakker op, måneder efter at den sidste voksne er udryddet
Amerikansk Kakerlak
Den største af de kakerlakker vi lejlighedsvis kan støde på er den amerikanske (Periplaneta americana). Begge køn har dækvinger der er længere end kroppen. Den indføres af og til fra oversøiske egne, og er et par amerikanske kakerlakker så heldige at slippe ud et sted hvor der er godt varmt og fugtigt, måske i et opvarmet drivhus eller havestue, kan de klare sig, men under andre forhold vil de hurtigt gå til.