Duer
De fleste af os kan vist blive enige om, at en flok flyvende duer omkring kirketårnet er et smukt syn, og at det er hyggeligt af fodre duerne på torvet. På den anden side er det klart, at de kan være en alvorlig plage, når de optræder i stort antal på steder hvor vi ikke vil have dem, og så er det at tilnavne som ”luftens rotter” dukker op.
Alle de ”byduer” vi har her i landet er forvildede tamduer. Tamduen stammer oprindeligt fra klippeduen (Columba livia), og man har i tidens løb fremavlet utallige varieteter af tamduer med alle mulige farver, former og egenskaber. De duer vi møder i vores byer ligner imidlertid deres oprindelige ophav klippeduen fuldstændigt.
Klippeduen lever langs Vesteuropas klippekyster og langt ind i Asiens bjergegne. Den har aldrig levet vildt i Danmark, og dens efterkommere, vores byduer, må klare sig med det kunstige klippelandskab vores bygninger byder på.
De yngler på bygningerne, hvor de kan finde egnede redepladser, og de stiller ikke store krav. Selve reden er da heller ikke prangende, ofte blot et par pinde og måske et lille stykke plastik i en kage af ekskrementer.
Duerne begynder æglægningen i det tidlige forår, de lægger kun et par æg men kan gentage det 4-5 gange i sæsonen. Begge forældrene deltager i udrugningen og senere i fodringen af ungerne. Fodringen fungerer på en meget speciel måde hos duerne. Deres basisføde er jo frø af forskellig slags, og det er ikke optimal mad til ungerne. På basis af de frø duen propper i kroen opstår der imidlertid en proteinrig væske ”duemælk” som ungerne får fat i ved at stikke næbbet ned i halsen på forældrene.
Duerne kan være meget plagsomme. De sviner med deres ekskrementer, deres redemateriale kan tilstoppe nedløbsrør, og rederne kan være udklækningssted for mider og insekter som kan trænge ind i beboelserne.
Duerne kan også optræde som smittespredere, man kender kun få tilfælde herhjemme, men ”duemøg” skal behandles med omtanke, og i fødevarevirksomheder kan duerne på ingen måde tolereres.
Den rimeligste metode til at holde duerne antal på et rimeligt plan er at begrænse deres muligheder for at yngle. Primært forhindre dem i at komme ind på lofter og andre steder hvor de kan bygge rederne beskyttet mod vejrliget.
Også udvendige rede- og siddepladser bør begrænses. Huller i muren kan afskærmes med trådnet og gesimser kan gøres så skrå, at duerne ikke kan finde fodfæste på dem (mere end 45 grader). Duerne kan også holdes væk med udspændte stål- eller nylontråde, eller med at af de andre systemer (fakirer, pasta o.a.) der forhandles til formålet og normalt monteres af professionelle firmaer.
Fugleskræmsler, aluminiumsfolie, roterende møller o.s.v. har normalt kun kortvarig virkning. Skræmmelyde vænner de sig også til og er jo sjældent en farbar metode i beboede områder. Som andre fugle har duerne ikke nogen veludviklet lugtesans, så afskrækkende duftstoffer dur ikke.
Det er vigtigt at man begrænser deres muligheder for at finde føde. Der findes vedtægter som giver kommunalbestyrelsen mangt til at pålægge beboerne i et boligområde at overholde de gældende regler om forbud mod fodring- Kommunalbestyrelsen kan også pålægge husejere at holde loftsrum og andre dele af bygningen i en stand, så duerne ikke kan finde muligheder for at yngle.
De forvildede tamduer er ikke omfattet af jagtloven, så steder hvor det er forsvarligt og lovligt må de skydes hele året.
Fangst i fælder er en mulighed, fælderne skal røgtes morgen og aften og eventuelle unger aflives. Reder og æg bør i alle tilfælde fjernes idet de kan være arnested for uønskede mider og insekter.