Flæskeklanner
Det gamle folkenavn: ”Klanner”, betyder skade og fortræd og bruges i dag om en gruppe biller (Dermestidae). Vi har omkring 25 arter af klannere her i landet hvoraf flæskeklanneren er en af de bedst kendte. De fleste klannere lever af forskellige dele af døde dyr. De hører ikke til den første bølge af ådselædere, men kommer senere og udnytter de tørre dele der bliver tilbage. Flæskeklanneren er ingen undtagelse og den hører altså til den gruppe man populært kan kalde ”naturens skraldemænd”, der sørger for at ådslernes stof bliver omsat og kommer ind i kredsløbet igen.
Det er jo en uhyre vigtig gerning, men det er også noget som kan bringe flæskeklanneren i konflikt med os, mange af de fødevarer vi oplagrer svarer jo meget godt til tørre ådsler
Den voksne flæskeklanner (Dermestes lardarius) er 7-9 mm lang og let at kende på det lyse tværbånd med mørke prikker der går henover den forreste del af dækvingerne. Hunnen lægger flere hundrede æg, gerne direkte i revner og sprækker i fødeemnet. Larverne vokser i løbet af 2-3 måneder, ved almindelig stuetemperatur, til en længde på op til 15 mm. De er tydeligt leddelte med lange børster der stritter ud fra alle led. På det bageste synlige led har de to mørke kitinkroge.
På kolde steder overvintrer flæskeklanneren som voksen bille og bliver først aktiv igen om foråret. I opvarmede lokaler er den aktiv hele året.
De fuldvoksne larver vil normalt forlade det de har levet i og opsøge et beskyttet sted hvor de kan forpuppe sig. Hvis de ikke umiddelbart finder et passende sted i nærheden kan de med deres kraftige kæber gnave sig en hule. Den er ca. 4 mm i diameter passende til larvens tykkelse og et par cm. dyb, og ser faktisk ud som om den er boret med et 4mm. bor.
På den måde kan de forårsage sekundær skade på pap og træværk. Det er forklaringen på, at man af og til kan finde flæskeklannerlarver på steder hvor de tilsyneladende intet har at gøre. De har simpelthen gnavet ind i emballage som blot har stået i nærheden af deres føde
Flæskeklanneren var før i tiden et frygtet skadedyr i danske husholdninger. Den gik i vinterforråd som tørfisk, ost og røgvarer. I dag hvor den slags opbevares mere hensigtsmæssigt, spiller det ikke længere den store rolle.
På virksomheder der arbejder med tørfisk, huder og tørfoder kan den, og dens nære slægtning husklanneren, dog stadig volde problemer.
Dukker der en enkelt flæskeklanner op i boligen behøver det ikke betyde noget, de er aktive, flyver i naturen og kan forvilde sig indendørs. Bliver det for meget af det gode må man finde ud af hvor de stammer fra. En død mus under gulvet, et par døde fugleunger i en rede på loftet er muligheder. Det kan også vise sig, at de har udviklet sig i en pose tørfoder til hunde eller katte, foder som indeholder alle de ting klannerlarverne skal have. Madvarer som er glemt på grund af sygdom eller bortrejse er selvfølgelig også en mulighed
Husklanneren (Dermestes haemorrhoidalis) er flæskeklannerens meget nære slægtning. Larverne er ikke til at skelne fra flæskeklannerens, men de voksne biller adskiller sig ved at være ensfarvet sorte og mangle de lyse bånd over dækvingerne.
Husklanneren er ikke som flæskeklanneren en gammel dansk art, den er blevet introduceret for relativt nylig, og er nu almindelig især i ejendomme i de større byer. Dens levevis er i store træk som flæskeklannerens. Den trives godt i uryddelige virksomheder og i lejligheder hvor kødaffald får lov til at hobe sig op, men en mindre bestand kan trives i nærheden af hundens eller kattens madskål.
Det vigtigste arnested er imidlertid ofte duereder på loftet.
De forpupningsmodne larver har ligesom flæskeklannerens tendens til at skjule sig i revner og sprækker eventuelt gnave sig ind i træværk. Man skal altså være opmærksom på at der selv efter en omhyggelig bekæmpelse og rengøring kan vedblive at dukke voksne biller op i månedsvis, hvis man ikke har fundet alle larverne i første omgang.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"