Brun Pelsklanner
Den danske dyreverden er jo ikke statisk, og det er der i øvrigt ikke noget i naturen der er. Arter forsvinder og andre kommer til.
Den brune pelsklanner (Attagenus smirnovi) er et af de forholdsvis nye dyr i vores fauna. Den stammer oprindeligt fra Afrika. I Europa blev den opdaget første gang i 1961, hvor E.S. Smirnov (heraf artsnavnet) fandt et eksemplar i Moskva. Et par år senere dukkede et par brune pelsklannere op i Herlev og nu har de bredt sig til hele landet og er blevet almindelig i mange hjem
Den voksne bille er kun 3-4 mm lang, dækvingerne som dækker bagkroppen er brune medens forkroppen og hovedet er mørkebrune eller sorte.
Hunnerne lægger omkring 50 æg, larverne er gulbrune og tydeligt leddelte og de har en penselformet dusk hår i bagenden.
Som de fleste andre klannerlarver lever de af tørre rester af dyr og planter. De er et halvt årstid om at blive fuldvoksne og opnå en længde på omkring 8 mm. Det er jo oprindeligt tropiske dyr så de trives bedst ved en temperatur på omkring 24 grader C., og de kan ikke formere sig udendørs her i landet.
De voksne biller er aktive dyr, og gode flyvere. Har man brune pelsklanner i huset vil man ofte finde dem i vindueskarmene, hvor de havner når de søger mod lyset. Sommerdage kan de flyve i det fri og på den måde komme fra hus til hus, men de spredes normalt ved at biller eller larver bringes omkring med varer, bagage eller møbler. I beboelsesejendomme kan de sprede sig via rørgennemføringer og andre sprækker.
I betragtning af, hvor almindelige de brune pelsklannere er i danske hjem, er det bemærkelsesværdigt hvor få egentlige skader der er rapporteret i årenes løb. Normalt lever larverne skjult i revner og sprækker hvor de lever af tilfældigt organisk materiale, døde insekter, frø og krummer.
Flere steder i udlandet har man imidlertid oplevet de brune pelsklannere som egentlige skadedyr der lever op til deres navn og gnaver i pelse, uld og fjer. De har også forårsaget skader på museer hvor de bl.a. kan ødelægge insektsamlinger og herbarier.
Det er meget svært helt at forebygge forekomsten af de brune pelsklannere, men normalt vil en hyppig, grundig støvsugning af sprækker og kroge kunne holde antallet nede på et rimeligt plan. Et af de sprøjtemidler der er godkendt til formålet kan naturligvis også bruges til behandling af deres tilholdssteder.
Pelsklanner
Den, om man så må sige ”rigtige pelsklanner” (Attagenus pellio), er lidt større end sin brune slægtning. Den er ensfarvet sort med et par hvide pletter på dækvingerne. Larverne ligner den brune pelsklanners til forveksling, men bliver lidt større.
Pelsklanneren er en gammel dansk art, og kan træffes mange steder uden for vores boliger. Om sommeren kan man se billerne på blomstrende planter hvor de æder pollen og nektar.
Æggene lægges fortrinsvis i fuglereder og musereder hvor larverne kan leve af fjer, hår og andet affald, men billerne kan også flyve ind udefra og lægge deres æg direkte på uldne tekstiler og pelsværk.
Den største risiko for at få dem ind er imidlertid fra fuglereder på loftet. Oplever man skader på tekstilerne anvendes de samme metoder som overfor klædemøl og tæppebiller.
