Blandt de møl der kan gå i vores fødevarer er ”det tofarvede frømøl” (Plodia interpunctella) det der hyppigst optræder i husholdninger, butikker og fødevarevirksomheder.
Det er faktisk en smuk lille sommerfugl , 1 cm. fra følehorn til bagende. Vingerne er tofarvede, den forreste tredje del er lysegrå, resten har en varm rødbrun farve. Møllene flyver mest i skumringen, men tiltrækkes af lys, om dagen sidder de gerne på væggen med vingerne samlet over bagkroppen.
De voksne hun møl lægger deres æg – op til 500 æg i alt – i tørre planteprodukter. De kan gøre det i mel og korn, men foretrækker tørret frugt som svedsker, dadler og rosiner men også nødder, mandler og kakaobønner hører til deres favoritter.
Tofarvet frømøl kaldes også chokolademøl
Når æggene klækker, går de små larver i gang med at æde. De er typiske sommerfuglelarver med et mørkt hoved, forsynet med kraftige kæber, og kroppen er forsynet med tre par ben og fem par gangvorter. Er forholdene gunstige, god mad og en temperatur omkring 25 grader C. bliver de fuldvoksne på en god månedstid og så er de parate til at forpuppe sig. Lige som andre sommerfuglelarver- silkesommerfuglens de mest berømte- kan de producere silke, og er der spindtråde i de angrebne varer, er det et sikkert tegn på, at det er møllarver der har været på spil.
Når tidspunktet for forpupningen nærmer sig, bliver larverne rastløse, og de søger ud af det der har været deres hjem og spisekammer. I modsætning til de voksne møl kan de gnave, og de går uden problemer gennem pap og plastik emballager. Normalt søger de opad, og i dette stadie kan man se larverne kravle op ad væggene indtil de finder en passende sprække hvor de kan opholde sig, indtil de, normalt efter et par uger, kommer frem som voksne møl. Også her bruger larverne deres evne til at spinde. De producerer en solid, hvid silke kokon inden de forpupper sig, og i den sidder de beskyttet medens de er i puppestadiet.
Det kan være svært helt at undgå at få møllene ind i en husholdning eller virksomhed, enkelte æg eller larver i en vare er svære at opdage. Har man mistanke til et parti vil en kuldebehandling, et par døgn i en dybfryser, være effektiv.
En bekæmpelse af de voksne møl kan foregå med et sprøjtemiddel godkendt til formålet. Angrebne varer bør selvfølgelig kasseres eller kuldebehandles, problemet er de larver og pupper der kan sidde skjult i sprækker og revner, og som måske kommer frem som møl uger senere. I en husholdning bør man derfor i en periode købe ind i små portioner og så vidt muligt opbevare de sårbare varer i helt tætsluttende emballager, indtil man er sikker på at der ikke dukker flere møl op fra deres skjulesteder.
Fælder med lys eller tiltrækkende duftstoffer kan vise om der flyver møl rundt i lokalet, og advare om, at noget skal der gøres.
Begrebet ”chokolademøl” omfatter også arterne ”kakaomøl” (Ephestia elutella) og ”dadelmøl (Ephestia cautella), de har en lignende levevis som ”det tofarvede frømøl”, men er ensfarvet grålige.