Den voksne menneskevæggelus (Cimex lectularius) er 4-5 mm. lang, kropsformen er oval og den er rustrød. Den har ingen vinger, så man kan tydeligt se bagkroppens led.
Væggelusen er ikke en lus, den hører til tægerne og sengetæge er et andet navn til den. De fleste tæger lever af plantesaft, men væggelusen bruger sin kraftige snabel til at suge blod.
Man kender i dag omkring 75 forskellige arter af væggelus, og det har vist sig at de alle udover til mennesket er knyttet til visse fugle og til flagermus. Det kan synes et underligt udvalg, men der er en forklaring. Væggelusene lever jo ikke som de rigtige lus på værtsdyrenes krop, de lever det meste af deres tilværelse i værtsdyrets omgivelser og opsøger det kun for at suge blod. De kan altså kun klare sig hos dyr der har en rede eller en bolig de bliver ved med at vende tilbage til.
Meget tyder på, at vores væggelus oprindeligt har udviklet sig fra væggelus der levede på flagermus. Det er nærliggende at forestille sig, at da nogle af vore forfædre for tusinder af år siden flyttede ind i klippehuler, hvor der i forvejen boede flagermus, var der væggelus der fandt ud af, at mennesker var velegnede ofre.
Det må være sket i et varmt område, for væggelusene trives bedst ved temperaturer mellem 25 og 28 grader C., og de kan ikke klare sig hvis temperaturen kommer under 13 grader C. Til Danmark kom væggelusen først da vi kunne tilbyde rimeligt opvarmede boliger, vel en gang i løbet af 1600 tallet.
Vores væggelus holder til i mørke revner og sprækker så tæt som muligt ved steder hvor der sover mennesker om natten. Meget gerne i selve sengen, men også bag løst tapet, bag billeder og vægtæpper og under fejelister for blot at nævne nogle muligheder.
Selv om der ikke er levende væggelus på tilholdsstederne kan de let kendes på tilstedeværelse af sorte ekskrementer, tomme hvide æggeskaller og tomme huder.
Væggelusene kommer frem om natten, primært tiltrukket af kropsvarmen. De bider fortrinsvis på utildækkede hudpartier, hænder, arme, hals og fødder, i modsætning til lopper som netop gerne bider under stramtsiddende beklædning. En voksen væggelus er 5-10 minutter om at blive mæt, så trækker den snablen til sig og kravler i skjul igen, og her sidder den så og fordøjer en uges tid, indtil den bliver sulten og søger frem igen.
Vi reagerer meget forskelligt på væggelusens bid. Nogle reagerer meget voldsomt andre overhovedet ikke. Man regner med, at omkring 10% af befolkningen kan blive bidt hver eneste nat uden at mærke det, og det vil sige at bestanden kan nå at vokse sig stor inden dyrene opdages ved et tilfælde.
En god ting: Man har aldrig konstateret at væggelusene har ageret som sygdomsspredere.
Hunvæggelusen kan lægge 4-5 æg om dagen, i alt op til 200, hun klæber dem fast til underlaget på sit gemmested. Ved stuetemperatur er de en halv snes dage om at klække. De små væggelus ligner de voksne, de skifter hud 5 gange og skal have et måltid blod mellem hvert hudskifte.
Væggelus kan leve et par måneder uden blod, og endnu længere hvis det er køligt. Det forklarer, at der kan dukke levende væggelus op i huse der har stået tomme, og kølige i op til et år.
Væggelus kan vandre fra én lejlighed til en anden f.eks. via rørgennemføringer, men primært bliver de spredt passivt med bohave og bagage. Man kan være så uheldig at købe væggelus med brugte møbler, eller at få dem ved at klunse ting der måske netop er kasseret på grund af væggelus.
Selv ”pæne” hoteller kan have problemer, og en almindelig smittevej er bagage som har stået under sengen i et værelse med væggelus.
Har man mistanke om at der kan være smuttet et par væggelus ind i bagagen, er det en god ide at gennemgå den ved hjemkomsten.
Tøj og andre genstande det kan tåle det, vaskes i vaskemaskine eller anbringes i en dybfryser et par døgn ved minus 18 grader C. Ting der ikke tåler den behandling undersøges grundigt og behandles eventuelt med et godkendt sprøjtemiddel.
Konstaterer man væggelus, og er man lejer, har man pligt til at melde det til værten, som så skal sørge for at udrydde dem.
Men også hvis man bor i egen bolig,vil det være en fordel at lade en erfaren skadedyrsbekæmper tage sig af sagen. Kendskab til dyrenes vaner og tilholdssteder er en forudsætning for et godt resultat, og behandles der forkert er der risiko for at man blot jager væggelusene ind til naboen.
Nogle af de fugle og flagermus der kan optræde i vores boliger plages også af vægelus, som i sjældne tilfælde kan søge ind i beboelsen og bide mennesker. De ligner vores egen væggelus til forveksling.
Flagermusevæggelusen (Cimex pipistrelli) lever på steder hvor dværgflagermus har deres sovepladser. Flagermusene kan slå sig ned på lofter i beboelseshuse og så kan det ske, at deres væggelus pludselig søger ned og bider mennesker. Det sker især hvis flagermusene af en eller anden grund forsvinder fra huset, og væggelusene bliver forladt uden den naturlige fødekilde.
Duevæggelus (Cimex columbarius) er meget nære slægtninge til menneskevæggelusen. De lever i dueslag eller på lofter hvor forvildede duer holder til, og kan i sjældne tilfælde finde ind i beboelsen, og bide mennesker.