En enkelt rotte kan være et intelligent og charmerende kæledyr, rotter er nyttige forsøgsdyr, og visse steder i verden er de rotter der æder landsbyens affald et godt protein tilskud til kosten.
Men i det store og hele betragter vi rotten som det ultimative skadedyr, med deres appetit på vores fødevarer, deres mulighed for at sprede smitte parret med deres imponerende tilpasningsevne og store formeringspotentiale
To rottearter kan træffes i Danmark. Den sorte rotte, eller pestrotten (Rattus rattus) kom til Europa tidligt i middelalderen, og hærgede voldsomt. Det var den sorte rottes lopper som overførte pesten til mennesker, og var årsag til de epidemier som under navnet ”den sorte død” udslettede store dele af Europas befolkning i 1600 tallet.
I dag er den sorte rotte en sjælden gæst, den indføres lejlighedsvis med skibsladninger og kan så træffes i lagerbygninger i havnene. Den kan ikke trives i det fri her i landet.
Den sorte rotte blev i 1700 tallet fortrængt af den brune rotte (Rattus norvegicus). Den stammer fra Østasien men spredte sig hurtigt med skibe og til fods (vandrerotten). Hvorfor Linné navngav den efter sine gode naboer og kaldte den for den norske rotte, er ikke til at vide. Den brune rotte er større, mere aggressiv og tilpasningsdygtig end sin sorte slægtning.
Selma Lagerlöf beskriver i eventyret om ”Niels Holgersens Eventyrlige Rejse” krigen mellem de to rottearter. Sympatien er på sortrotternes side, og da de brune rotter truer med at indtage deres sidste tilholdssted i Skåne, Glimmingehus, hjælper Niels Holgersen sortrotterne ved at lokke angriberne væk med en lille rottefænger fløjte. Men det er altså de brune rotter der i dag skaber problemerne i vores del af verden
En voksen rotte er ca. 45 cm lang og vejer omkring 300 g. Den er normalt mørke- eller gråbrun med en lysere underside. Indendørs kan den formere sig hele året. Det kan blive op til 5 kuld, og da der kan være fra 4 til 12 unger i hvert, og i betragtning af at ungerne kun er en 3 måneders tid om at blive kønsmodne, er det indlysende at det hurtigt kan blive til noget.
Rotterne er praktisk talt altædende, de foretrækker kornprodukter med æder gerne kød og kan optræde som rovdyr og bl.a. tage kyllinger i hønsegården.
Rotterne er især knyttet til stalde, lagerbygningerne og boliger. I byerne vil der være en konstant større eller mindre bestand af brune rotter i kloaksystemerne og invasionerne her skyldes næsten altid ”kloakrotter” der kommer op gennem et brud.
Den brune rotte klarer sig godt på friland, i markhegn, ved åbrinker og ikke mindst steder hvor der kastes affald ud.
Rotterne er sky dyr, der fortrinsvis er aktive når det er mørkt. De vover sig ikke gerne ud i det fri, men færdes langs vægge og mure. De er i modsætning til musene mistroiske overfor nye ting og går ikke straks i den første den bedste fælde. De er også forsigtige med hensyn til ny føde, de smager først på en smule, og bliver de dårlige af det, rører de det ikke sidenhen. Denne såkaldte ædeskyhed gør det selvfølgelig ikke nemmere at få dem til at acceptere den gift man serverer for dem. Rotterne er, bl.a. på grund af deres formeringsevne, i stand til relativt hurtigt at udvikle resistens overfor de gifte der bruges..
Rotterne æder hvad der svarer til 1/10 af deres kropsvægt om dagen, de sviner madvarerne til, og de kan direkte ødelægge bygningsdele og installationer med deres gnaven. Alt med en hårdhed mindre end jern kan deres kraftige gnavertænder hamle op med.
Og Ikke mindst er de farlige smittespredere. Gennem deres urin og ekskrementer kan de sprede den dødelige, men ret sjældne Weils syge, og der er næppe tvivl om at de har ansvaret for en stor del af de madforgiftninger der skyldes salmonella bakterier.
Derfor er det indlysende, at der bliver investeret meget i rottebekæmpelsen. Det er ikke noget som overlades til den enkelte borger. En bekendtgørelse siger helt klart , at det er noget kommunen skal tage sig af, mens husejeren til gengæld har pligt til at holde sin ejendom i forsvarligt rottesikret stand. I landzonerne bliver alle ejendomme besøgt at en rottebekæmper to gange om året, i byzoner bliver man kun kontaktet hvis man anmelder til kommunen at der er konstateret rotter.
Bekæmpelse af rotter med kemiske midler må kun foretages af autoriserede personer og deres ansatte.
Rotterne er svære at holde nede, men problemerne i dag er intet at regne mod fortidens. Jeppe Aakjær er blot en af mange der beskriver hvordan rotterne hærgede i hans barndomshjem i 1880érne. Børnene lå med gysen i de dybe alkover og hørte rotternes rumsteren, ofte med en kæp ved siden til at jage dem bort når de kom i trav henover dynen. Ikke sjældent blev de bidt i næsen.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"