Mange oplever problemer med skadedyr i levnedsmidler. Oversigten herunder giver en mulighed for visuelt at identificere, hvilket skadedyr, der er tale om. Oversigten er i den trykte bog angivet i et størrelsesformat. Her er insekterne dog vist, så de lettest kan fremvises til genkendelse på de forskellige platforme. Bemærk sektionen i midten, der viser ekskrementer fra pattedyr og fugle.
[Not a valid template]Når nogen finder et nyt dyr, som endnu ikke er kendt af videnskaben og beskriver dets udseende, er det beskriverens privilegium at give det et artsnavn – på latin. Sammen med et slægtsnavn, ligeledes på latin, der sættes foran, giver det en entydig identifikation af den slags dyr. Imidlertid bruger man i tekster på andre sprog end latin dyrenes trivialnavne på det pågældende sprog, for eksempel dansk. Man kalder Sitophilus granarius for kornsnudebillen når man omtaler den i danske tekster fordi man så kan bruge navnet på en meningsfyldt måde i den danske grammatik (ental, flertal, bestemt form, ubestemt, ejefald etc.). Trivialnavne opstår fordi dyrene gør sig så bemærkede, at der er behov for at skrive om dem på et lokalt sprog.
Såvel de latinske som de nationale navne på skadedyrene indeholder information om dyrene. Nogle af navnene kan være meget informative når det gælder dyrenes udseende. De oplysninger, man eventuelt får om biologi og forekomst via navnet kan derimod være forvirrende fordi de ofte afspejler det, man troede man vidste om dyret, dengang det fik sit navn. Tyske og amerikanske kakerlakker er ikke specielt knyttede til disse lande, medens den australske tyvbille faktisk er en indvandrer fra Australien, som er mere kendt hos os nu end ”den almindelige tyvbille”. Endvidere er der en vis forkærlighed i at vælge trivialnavne, der hentyder til den måde, dyrene viser sig for mennesker, også selv om dyrene faktisk har deres hovedudbredelse ude i naturen. Melmider, kornmider og ovnfisk er eksempler på dyr, som lever andre steder, men som har fået navne efter hvor i vores omgivelser de kan optræde som uønskede. Læg derfor ikke for stor vægt på fortolkning af dyrenes navne. De er praktiske at bruge, selv om de sommetider er misvisende. I Danmark er det – for planteskadegørere – Zoologisk Nomenklaturudvalg, nedsat af Dansk Selskab for Plantesygdomme og Skadedyr, der vedtager de officielle danske navne.
Når man kender et dyrs navn kan man benytte de erfaringer, andre har haft med netop denne slags dyr. Derfor skal dyr, der findes i en vare eller på en virksomhed, straks bestemmes.
Alt efter hvor erfaren man er kan der gættes mere eller mindre galt på et dyrs navn. Når det gælder levnedsmidler er de almindeligste arter så hyppige, at man som begynder blot bør koncentrere sig om bogens arter. Når der så dukker dyr op, som ikke helt svarer til de dyr, der er vist og beskrevet her, kan man søge hjælp hos mere erfarne kolleger eller hos fagfolk på museer. Man kan også selv bestemme dyrene efter litteraturen eller prøve at finde dem på internettet.
I nøgler og opslagsværker er hovedvægten normalt lagt på at vise dyrene som pæne stregtegninger i overstørrelse. Denne museumsagtige præsentation er meget korrekt og kan heller ikke undværes i en bog som denne. Til daglig kan der imidlertid være brug for en mindre korrekt nøgle, hvor man ud fra de fundne dyrs størrelse og form kan give et bud på en sandsynlig mulighed og – især – hvad det ikke kan være.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"