Spætterne er specialiseret til et liv i træerne. De klatrer fortrinligt ved hjælp af de stærke kløer og bruger det kraftige, mejselformede næb til at hugge sig ind til insektlarver i bark og mørt træ, men også til at tildanne deres redehuller.
Det hører til sjældenhederne, at spætter optræder som skadedyr, men i visse tilfælde kan de tage ret hårdt fat på den udvendige træbeklædning på huse. Det er navnlig den store flagspætte, Dendrocopus major, og sortspætten, Dryocopus martinus, som kan gøre sig bemærket på denne måde, og det sker ganske overvejende om vinteren, når mange spætter kommer hertil nordfra for at overvintre.
Når spætten hakker i træværk på huse, er det normalt ikke for at søge føde. Tit er det helt frisk og sundt træ, som angribes. Hakkeriet vil næsten altid gå ud på at tildanne et kammer til overnatning. I nogle tilfælde går den tilsyneladende helt grassat og hakker det ene hul efter det andet. Den mest nærliggende forklaring er nok, at resultatet ikke er tilfredsstillende, når den har hakket sig igennem træbeklædningen, og at den så prøver igen og igen.
Man vil normalt kunne fratage spætten lysten til at hakke i træet ved at hænge strimler af aluminiumsfolie op, eller ved at spænde snore, f.eks. nylon-fiskeliner, frem og tilbage foran de udsatte steder på huset.