(Latin: Cimex lectularius)
I modsætning til de fleste andre tæger er væggelusen vingeløs. Når den ikke lige har fyldt sig med blod, er kroppen papirtynd. Farven er nærmest rødbrun.Væggelusen har, så vidt man ved, udviklet sig i Asien i forhistorisk tid, og den har fulgt menneskene overalt i Jordens varme egne. Den var allerede i oldtiden et kendt og afskyet dyr i Middelhavsområdet. Da den kræver et varmt, tørt klima for at trives, nåede væggelusen ikke til vor del af verden, før man kunne tilbyde den velopvarmede boliger. Til Danmark kom den først i 1600-tallet, men til gengæld blev den hurtigt meget almindelig. At den nu igen er blevet sjældnere, skyldes dels, at man indførte kontrol med bohave ved flytninger, og ikke mindst de syntetiske insektgifte.
Væggelusen opsøger kun bloddonoren, når den er sulten. Tiden mellem måltiderne tilbringes på passende gemmesteder i nærheden af sengen. Almindelige gemmesteder er revner og sprækker i træværket, sammenføjninger i sengen, under løstsiddende tapet og bag billeder og vægtæpper. Når væggelusen bliver sulten, kommer den frem fra sit skjul og begynder at lede. Den har ikke sanser til fjernkending, men indenfor en afstand af 5-10 cm vejledes den af varmeudstrålingen fra sit bytte.
Væggelus kan kravle op ad vægge, og de kan også gå med ryggen nedad på ru lofter, men det er de nu ikke så dygtige til, så de falder ofte ned. Det er nok grundlaget for historier om snu væggelus, der efter at have opdaget, at deres offer havde anbragt sengebenene i vandskåle, kravlede op ad væggen og hen over loftet for at lade sig dumpe ned på staklen i sengen. Så snedige er væggelus nu ikke.
En voksen væggelus drikker i løbet af ca. 10 minutter op til 7 gange sin egen vægt i blod. Den tumler fed og drukken i skjul igen, og her sidder den så og fordøjer, parrer sig og lægger æg, til den bliver sulten igen.
Æggene lægges på skjulestederne, hvor de klæbes fast til underlaget. Ialt lægges ca. 200, en 4-5 om dagen, men antallet afhænger af temperaturen og andre ydre forhold. Ved temperaturer på under 10 °C lægges ingen.
Væggeluseungerne ligner små udgaver af de voksne. De skifter hud 5 gange i løbet af deres udvikling og kræver i hvert stadium et måltid blod.
Betydning
Nogle mennesker, ca. 10 %, reagerer ikke på væggelusebid, men hos de fleste giver det kraftig kløe og ubehag. Væggelusen er ikke under mistanke som smittespreder.
Forebyggelse og bekæmpelse
Væggelusene spredes ganske overvejende med bagage og bohave. Man kan købe væggelus med brugte møbler eller få dem ved at fiske møbler i en container. De findes ofte på hoteller og spredes herfra, når de om natten gemmer sig i bagage. Når væggelusene er mere almindelige under varmere himmelstrøg, skyldes det at de her kan klare sig udendørs, noget som selvsagt gør bekæmpelsen af dem vanskeligere.
Væggelus bekæmpes ved en grundig behandling af deres gemmesteder med et insektmiddel.
Også en del af de hvirveldyr, som vi mere eller mindre frivilligt deler hus med, er plaget af væggelus, der holder til i nærheden af deres reder eller sovesteder. De ligner vor egen væggelus til forveksling. De kan undertiden vandre en del omkring og komme ind i beboelsen. Derved vækker de naturligvis en vis furore – og kan da også i sjældne tilfælde angribe mennesker.